Guldborgsund Zoo på vej mod publikumsrekord

Guldborgsund Zoo og Botanisk Have kan næsten ikke få en bedre jubilæumsgave - her i 2013, hvor den 80 år gamle folkepark fejrer sit jubilæum.

Zoo har nemlig udsigt til ny publikumsrekord, fordi man har haft den bedste højsæson sammenlignet med de seneste mange år.
- Selv med de mange og varme sommerdage, besøgte flere end 16.000 gæster haven i juli. I alt har cirka 25 procent flere gæster besøgt os i årets sommermåneder sammenlignet med sidste år, siger Hans Voigt, der er markedsføringsansvarlig i Guldborgsund Zoo og Botanisk Have.

Forventningen er nu, at man vil nå det bedste resultat nogensinde, fordi man forventer, at 60.000 gæster vil være gået gennem tælleapparaterne inden årets udgang.
- Det er da en dejlig gave her i havens 80-års fødselsdagsår, siger Hans Voigt.

At man er på vej til at sætte ny rekord skyldes en blanding af både turister og lokale gæster.
- I forhold til tidligere, så har vi i år samme niveau i antallet af udenlandske turister, som besøger os. Men der er markant flere gæster fra Sjælland, som tager turen over broerne for at besøge os, siger Hans Voigt.

Det ved man, fordi man løbende undersøger, hvilket postnummer gæsterne kommer fra, ligesom man også interviewer gæsterne.
- Derfor kan vi registrere flere og flere gæster fra især Sydsjælland, som har fået øjnene op for Guldborgsund Zoo og Botanisk Have, siger Hans Voigt.
 

Foto: Hans Voigt

60.000 gæster forventes at gå gennem tælleapparaterne i år.

Offentliggjort Sidst opdateret