Gyser om julevejret på Lolland-Falster

Det er slet ikke sikkert, at det kommer til at se ud som på billedet her i juledagene. Meteorologerne er stadig usikre på, om vi får regn eller sne. Der skulle dog også blive lidt plads til solen. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Bliver det gråt og vådt eller hvidt og flot? Selv DMI er stadig i tvivl. Men helt tørt bliver det nok ikke.

Offentliggjort Sidst opdateret

Juleaften nærmer sig med hastige skridt, og dermed nærmer vi os også slutspurten i jagten på at få besvaret, om vi får hvid jul på Lolland, Falster og småøerne i år.

Det hele er dog fortsat en smule usikkert. DMIs vagthavende meteorolog Jens Lindskjold fortæller sent tirsdag morgen til folketidende.dk, at man er rimeligt sikre på, at et lavtryk med tilhørende frontsystemer skal passere Danmark den 23.-24. december.

Det, man endnu ikke er helt sikre på, er, hvilken bane lavtrykket vil tage, og det har en del at sige i forhold til vejret på Lolland-Falster. Nord for frontzonen er det nemlig koldt med temperaturer omkring frysepunktet, og syd for er det noget lunere med temperaturer på op til fem-syv graders varme.

- Det skal ikke flytte sig mange kilometer, før det får indflydelse for vejret i Danmark. Der kommer noget nedbør, men lige nu ser det ud til, at der er størst risiko, eller chance, for lunt vejr på Lolland-Falster.

- Men i løbet af juleaftensdag kommer der opklaring fra nord, og så falder temperaturen til omkring frysepunktet, og det ser ud til, at der kan komme lidt spredte snebyger over landet. Så der er mulighed for, at man juleaften også kan få en lille smule sne på Lolland-Falster, forklarer han.

Han understreger dog, at lavtrykket ikke skal flytte sig mange kilometer, før situationen kan se anderledes ud.

Mens DMI altså stadig er meget usikre på, hvordan vejret bliver 23. og 24. december, så er de mere sikre på, hvordan det ser ud i de følgende par juledage.

- Der er vi mere sikre på, at vi får kold luft fra nord med pænt vejr og plads til lidt sol, men måske kan der også falde enkelte snebyger, siger Jens Lindskjold.

Hvis der skulle falde sne lokalt i juledagene, skal man dog ikke sætte næsen for højt op efter en hel masse af det. Jens Lindskjold vurderer, at der maksimalt kan falde omkring 10 centimeter sne. Vinden skulle i øvrigt holde sig på et niveau, hvor det ikke bør give større problemer med fygning.