Håber på fuldt hus til årsmøde - men ikke for fuldt
Uenighederne om Det falsterske Dige fortsætter frem mod efterårets årsmøde. Foto: Anders Knudsen/arkiv
Anders Knudsen/arkiv
Strid om Det falsterske Dige og bestyrelsens sammensætning skærpes forud for årsmøde.
SYDFALSTER Begge parter priser medlemsdemokratiet. Og man er også enige om at ønske solidt fremmøde, når Det falsterske Digelag holder årsmøde.
Det foregår efter planen 11. oktober i Idestruphallen.
Men ellers er man ikke enige om ret meget.
På den ene side i digestriden står et solidt flertal i den siddende bestyrelse. På den anden den såkaldte "Initiativgruppe for demokratisering og renovering", som netop har sendt både forslag til kandidater til bestyrelsesvalget samt tre forslag til behandling -desuden en række argumenter om, hvorfor årsmødet ikke bør udskydes og en kritik af indkaldelser til årsmødet generelt i øvrigt.
I sidstnævnte sammenhæng supplerer man så sit ønske om en anden udformning med en konstatering af - citat - at "har bestyrelsen vanskeligheder med at formulere sig klart og tydeligt om dette, stiller vi os gerne til rådighed med sproglig ekspertise."
Om selve tidspunktet for afholdelse af årsmødet skriver initiativgruppen, at man "vil appellere til digelagets bestyrelse, at man ikke falder for fristelsen til at aflyse årsmødet med henvisning til coronasmitten".
Digelagets formand gennem de seneste 20 år, Søren Bjerregaard, Idestrup, understreger, at der ikke er grund til at tro, at der i bestyrelsen er overvejelser om at flytte årsmødet fra 11. oktober og stiller sig noget uforstående over for det, han betegner som "generel mistro".
- Vi har ingen planer om udskydelse. Medmindre selvfølgelig at nye regler gør det umuligt at afvikle mødet. Helt overordnet vil jeg godt sige, at jeg tværtimod fuldstændig ligesom initiativgruppen ser frem til stort fremmøde. Det er jo det, vi har foreningsdemokratiet til. Jeg håber selvfølgelig personligt, at mange digeskatteydere vil møde op og støtte bestyrelsesens holdning om, at vi arbejder for kystbeskyttelse - altså beskyttelse af områderne bag diget. Det er vel under alle omstændigheder det formål, vi er eller bør være fælles om, siger formanden, som ellers ikke har mange bemærkninger til initiativgruppens tilbud om "stille sig til rådighed med sproglig ekspertise".
- Det har jeg ikke spekuleret over, siger han.
Kandidater på nettet?
Til gengæld er man lige nu og op til bestyrelsens møde 31. august ifølge formanden inde i spekulationer om, hvad man gør, hvis der for eksempel møder mere end 500 mennesker op til årsmødet.
- Vi bliver nødt til at tage højde for en situation, hvor vi ikke kan afvikle på normal vis, men måske skal have en afstemning, hvor medlemmerne alene skal stemme i en boks. Derfor er det også muligt, at vi vil lave det sådan, at kandidaterne til bestyrelsen, hvor der altså er tre medlemmer på valg, præsenteres i en eller anden vedtaget form på digelagets hjemmeside forud for årsmødet, sådan at vi i hvert fald på bedste demokratiske vis sikrer os, at medlemmerne kan orientere sig på forhånd. Jeg håber selvfølgelig meget, at årsmødet kan afvikles på almindelig vis. Men vi er nødt til at forberede os på andre eventualiteter. Det beslutter bestyrelsen nærmere om på mødet 31. august, fastslår Søren Bjerregaard.
På årsmødet skal der altså vælges tre medlemmer til bestyrelsen, der består af ni medlemmer. I øjeblikket dog kun otte på grund af dødsfald tidligere i år.
De tre siddende medlemmer af bestyrelsen, der er på valg i år, genopstiller.
Tre forslag fra initiativgruppe:
Forslag 1:
Årsmødet anbefaler bestyrelsen for digelaget at trække stævningen af 11. februar 2020 mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Guldborgsund Kommune tilbage og acceptere nævnets afgørelse af 14. august 2019 i klagesag 1002651 og kommunens påbud til digelaget af 23. september 2019. Der skal ikke bruges hverken flere penge eller energi på denne sag.
Forslag 2:
Årsmødet anbefaler digelagets bestyrelse at iværksætte en renovering af digekronen, der sikrer digekronen en sikker og farbar overflade for både almindeligt gående, rollatorbrugere, kørestolsbrugere og cyklende ala det lollandske dige med 150 mm stabilgrus plus 50 mm slotsgrus på toppen. Bestyrelsen anbefales som led i renoveringen at gå i dialog med Guldborgsund Kommune om at få økonomisk støtte til renoveringen og om, hvordan renoveringen kan ske, så digekronen eventuelt forhøjes som led i klimasikring af den.
Forslag 3:
Årsmødet anbefaler bestyrelsen at gå i positiv dialog med Guldborgsund Kommune som vedtægtsgiver for digelaget om, hvordan digelagets vedtægter kan demokratiseres, så digeskatteyderne får mere direkte og reel indflydelse på digelagets virksomhed. Årsmødet vil finde det uhensigtsmæssigt, hvis bestyrelsen sidder med korslagte arme og siger nej, nej og atter nej, hvis kommunen starter en proces for komme frem til mere demokratiske vedtægter.
Beskytte liv og ejendom
Initiativgruppen har meddelt bestyrelsen, at man opstiller tre kandidater. Aksel Lindhardt, der opstiller som sommerhusejer i Idestrup sogn, Mads Glenn Wehlast, der opstiller som sommerhusejer i Væggerløse sogn, og som fastboende Christian Schou, Højskolen Marielyst.
Initiativgruppen har op til bestyrelsesmødet 31. august og efterfølgende årsmødet som nævnt også sendt tre forslag. (Se boksen her ved siden af)
Kort fortalt er det første et forslag om at opgive stævningen af kommune og Miljøklagenævn i den lange strid om cykling på diget. Det næste forslag drejer sig om at lægge stabilgrus med mere på diget, så der kan køres på det i stil med det lollandske dige. Det tredje forslag er en opfordring om at gå i samarbejde med Guldborgsund Kommune om at ændre digelagets vedtægter.
- Umiddelbart tror jeg ikke, at bestyrelsen kan anbefale forslagene. Det må vi diskutere på mødet 31. august. Men personligt mener jeg, at det af forslagene også klart fremgår, at man har ét formål, nemlig at lave en vej og øge kørende trafik på diget. Jeg synes, at vi digelaget sidder her for at beskytte liv og ejendom bag diget. Vi arbejder med kystbeskyttelse - ikke turisme. Turismeindsats kan jeg da have sympati for, men det må ske i andre sammenhænge. Hvad angår eventuel tvivl om digets kvalitet, har vi jævnlige eftersyn og Kystinspektoratets ord for, at diget er i forsvarlig stand, siger Søren Bjerregaard.
Seneste artikler
Vandværksfolk holder øje med Peter Tanev og er klar til at skalere op
Reggae, soul og sommerstemning: Wafande spiller gratis koncert.
Handler om noget, der er meget vigtigere end lysmaster
Utilfreds cyklist ramte betjent
Beboere måtte genhuses efter fare for nedstyrtning
Mest læste artikler
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Vanvidstur på ATV endte brat: Kørte direkte ind i politibil