Hærværk i handelsgade: Det er sjældent de unge, der står bag

- Det er ikke første gang, jeg ser den slags - langt fra, fortæller Camilla Teresa Sandberg. Foto: Camilla Teresa Sandberg

Det er ikke første gang, Karen Fabritius' krukker bliver væltet.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Det er ikke første gang, der bliver begået hærværk på nogle af de ting, der står og pynter til hele byens glæde.

Her i weekenden gik det blandt andet udover nogle ganske betragtelige krukker, der har stået foran butikken Blog and Shop, der har hjemme i Østergågade, hvor folk dagligt lægger vejen forbi.

Karen Fabritius ejer Blog and Shop, og da hun vågnede søndag formiddag og kiggede på sin telefon, kunne hun godt se, der var sket et eller andet.

- Jeg havde vel et sted mellem 15 og 20 beskeder og opkald, jeg ikke havde svaret på - folk havde sendt mig billeder og beskrevet, hvordan oppyntningen ude foran butikken desværre havde fået en omgang, forklarer Karen Fabritius til Folketidende.

Hun overvejer ikke at lade de kedelige typers tyranni afslutte missionen om en pænere by - dertil synes Karen Fabritius alligevel, det er vigtigt, at byen er et sted, der er pænt og rart at være.

- Det er selvfølgelig kedeligt og irriterende, at nogen skal gøre sådan her, det er klart. Men jeg håber alligevel, at folk fortsætter med at pynte op, for det gør en masse godt for vores by, lyder meldingen fra Blog and Shop-ejeren.

Det er nok hverken første eller sidste gang, noget pynt er røget sig en tur over weekenden. Foto: Camilla Teresa Sandberg


Camilla Teresa Sandberg bor i nærheden af byens pulserende handelsåre i Østergågade, og hun skulle søndag morgen forbi butikken med sin datter.

Også hun ærgrer sig over, at enkelte personers dårlige og destruktive opførsel skal ødelægge det for de mange, der ellers nyder oppyntningen.

- Sådan var det desværre også, der da blev pyntet op med græskar - der kom også nogle enkelte og ødelagde det. Jeg synes, det er irriterende! Det er sådan noget, der gør, at folk en dag pludselig ikke længere gider at pynte op, og så er det os alle sammen, der betaler prisen, hvis vi har en tom og kedelig handelsgade uden turister og liv, lyder det fra Camilla Teresa Sandberg.

Det er selvfølgelig kedeligt og irriterende, at nogen skal gøre sådan her, det er klart. Men jeg håber alligevel, at folk fortsætter med at pynte op, for det gør en masse godt for vores by

Karen Fabritius

Da historien ramte Facebook søndag, var der mange, der i kommentarsporet hurtigt langede ud efter særligt "unge mennesker", som måske havde fået en øl for meget på vejen hjem fra nattens mange aktiviteter.

Men den teori afviser Karen Fabritius:

- Jeg har set noget video, og det viser altså, det er en ellers helt normalt udseende voksen mand, der pludselig stopper op, tager tilløb og begynder at vælte de her store krukker helt umotiveret. De to andre gange, jeg har oplevet noget lignende, har det heller ikke været unge, men en hel familie og en ældre kvinde, der simpelthen bare gik hen og stjal et af mine træer, jeg havde stående udenfor. Så jeg synes faktisk, det er lidt unfair, at mange måske hopper direkte til dén konklusion, at det bare er nogle unge lømler, for det er ikke min erfaring.

De kedelige oplevelser har dog ikke gjort Karen Fabritius ked af det.

Hun håber bestemt heller ikke, at andre får mindre lyst til at pynte i det fælles rum.

- Man gør en forskel for alle, og jeg kan jo se, hvor mange der har tænkt over de krukker, på hvem der ringede og skrev søndag. Så jeg regner med at blive ved, siger Karen Fabritius.

Camilla Teresa Sandberg bor nær Blog and Shop og oplever ofte hærværk efter weekenden. Foto: Camilla Teresa Sandberg