- Han var som en bror for mig

Line Lauritsen lagde blomster for at mindes Martin Sværke. Foto: Anders Knudsen

- Dengang var han som en bror for mig. Han var meget betænksom og altid glad, mindes Line Lauritsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Hun står ligeså stille med tårer i øjnene og mindes. Et øjeblik forinden har Line Lauritsen lagt en buket lyserøde blomster i den bunke, hvor andre også har lagt blomster, tændt lys og skrevet en sidste hilsen til minde om Martin Sværke, som i lørdags blev skudt af politiet umiddelbart efter, at han selv - formentlig i en psykose fremprovokeret af stoffer - havde stukket en tilfældigt forbipasserende mand ned med en kniv.

Både Martin Sværke og den ældre mand blev efterfølgende erklæret døde på Nykøbing Sygehus.

- Jeg har kendt Martin i mange år og været tæt på hans familie i mange år. Vores familier har altid været meget sammen og meget tætte, men jeg var ikke så tæt med Martin de senere år. Det var dog ikke anderledes, end at når vi mødtes, så snakkede vi stadig. Han var en god dreng, mindes Line Lauritsen.

Hun var til standupshow med komikeren Nikolaj Stokholm i lørdags, mens det tragiske drama udspillede sig på Enighedsvej og i krydset ved Gedservej.

Hun fik besked om det fra en veninde, som bor tæt på og havde set det ske, men på det tidspunkt vidste hun ikke, at det var Martin.

Det fandt hun først ud af senere, da hendes mor ringede og fortalte det.

- Det var et chok, fortæller hun.

Var som en bror

Selv om kontakten mellem dem ikke var så tæt de senere år, så lægger Line Lauritsen ikke skjul på, at Martin Sværke betød meget for hende, da hun var yngre.

- Dengang var han som en bror for mig. Han var meget betænksom og altid glad. Jeg har hørt om, hvordan det var, når han var påvirket, men jeg har aldrig selv oplevet ham påvirket, fortæller hun.

Tilbage til de lyserøde roser, som Line Lauritsen har lagt ved krydset. Det er nemlig ikke tilfældigt, at de har lige netop den farve.

- Jeg valgte dem, fordi han engang gav mig et lyserødt armbånd, fordi jeg havde hjulpet ham med noget. Det er svært at forstå, at han endte sådan, og det er forfærdeligt, at der også var en anden, der døde, siger hun stille.