Har spillet overfor Mads Mikkelsen: "Danmarks nye popprinsesse" kommer til Nykøbing

Annika lægger vejen forbi Kalas Club fredag. Pressefoto

Fredag åbner Kalas Club endnu en gang dørene med et af tidens allerhotteste navne, når Annika kommer forbi. Den 20-årige sangerinde har allerede flere hits under bæltet - og så var hun tilmed barnestjerne i en prisvindende dansk film, der blev udgivet for 13 år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

"Danmark har fået en ny popprinsesse".

Sådan indleder den kendte musikanmelder, Ekstra Bladets Thomas Treo, en artikel om den danske sangerinde Annika. Det prædikat er svært at modargumentere, når man kigger på den danske singlechart.

Her stryger hun direkte ind på førstepladsen med sin seneste single "Blodigt". Hvis man lader blikket glide videre ned ad listen, dukker sangerindens navn også op ved fjerde-, femte-, 11.-, 15.- og 23.-pladsen.

Hun debuterede for blot 11 måneder siden, efter hun blev opdaget på det sociale medie TikTok, hvor hun optrådte med coversange.

Annikas hits

Følgende sange har Annika på den nuværende danske singlechart:

1. Blodigt - Anton Westerlin feat. Annika

4. Sammen - Marstein & Annika

5. Luk mig ind - Annika

11. Knuser hjerter - Annika

15. Så længe jeg er sexy. - Annika

23. Hun - Annika

Nu kan du opleve den 20-årige nordsjællænder helt tæt på.

Fredag aften gæster sangerinden, med det borgerlige navn Annika Wedderkopp, nemlig Nykøbing, når hun giver koncert på Kalas Club.

Jagtet hende længe

Kalas Clubs bestyrer fortæller, at timingen for sangerindens besøg ikke kunne være bedre.

- Jeg har efterspurgt hende ad flere omgange. I december lykkedes det endelig at få hende booket ind. Vi havde faktisk allerede booket en anden kunstner til på fredag, som vi måtte rykke for at få hende ind, siger bestyreren uden at ville røbe, hvem der har måttet vige pladsen for den unge sangerinde.

- Den kunstner kommer senere på måneden. Vi afslører hvem på lørdag, lyder det.

Læs også: Til koncerten i Nykøbing mødte Lili og Silje deres store idol Tessa: - Hun er meget lykkelig

Bestyreren fortæller videre, at der hele tiden er kontakt med forskellige bookingselskaber for at hive de store danske kunstnere til Nykøbing.

- Ofte får vi et nej, men så bliver vi bare ved. Det handler meget om, om det lige passer ind i deres kalender eller planer. Ofte kører de kun festivaler og vil ikke spille på klub. Der er også nogle store danske navne, jeg har efterspurgt, som jeg stadig får et nej på. Det går meget op og ned.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Producer Anton Westerlin har for nylig udgivet singlen "Blodigt" sammen med Annika. Den strøg direkte ind som etter på Spotify og den officielle singlechart. Pressefoto

Der skal et vist antal gæster til, før det kan betale sig at hive store kunstnere ind. Her snakker bestyreren løbende med klubbens ansatte for at have en føling på, hvad der er oppe i tiden for at ramme plet.

Kalas Club ønsker ikke at afsløre beløb eller antal af billetter, der skal til, før det kan betale sig at hive store kunstnere til Falster.

- Men lige med Annika havde vi sat et vist antal billetter til salg til at begynde med, som nu alle er solgt. Derfor satte vi flere i salg i dag, onsdag. Hun er da tjent hjem nu, kan jeg afsløre, fortæller bestyreren.

Til maj spiller Annika fire udsolgte shows på store spillesteder - to på Train i Aarhus og to i Store Vega i København.

Spillede overfor Mads Mikkelsen

Selvom hun først er slået igennem på den danske musikscene inden for det seneste år, har du muligvis allerede stiftet bekendtskab med hende for mange år siden.

I Thomas Vinterbergs prisvindende drama "Jagten" med Mads Mikkelsen i hovedrollen spillede Annika Wedderkopp som syvårig pigen Klara.

Når den tidligere barneskuespillers optræden på Kalas Club er ovre, venter et andet af tidens helt store popnavne. Gobs gæster nemlig natklubben i Nykøbing 14. februar.