Selv om solcremen klistrer på din hud, solhatten afværger strålerne for hovedbunden, og du har siddet i skyggen det meste af dagen, så er din hud stadig rødlig og øm.
Hvis skaden er sket, er der dog nogle få måder at lindre og behandle rødmen.
- Afkøling er nok det bedste - på samme måde som ved en forbrænding, forklarer Tonny Karlsmark, der er ledende overlæge ved Videnscenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital.
Ellers er aftersun en god idé til at lindre smerterne, men det første, du skal gøre, er at lindre med vand og kolde klude.
Det siger afdelingslæge ved Hud- og Allergicentret på Odense Universitetshospital (OUH) Sumangali Chandra Prasad.
Annonce
En solskoldning klassificeres ifølge Sundhed.dk som en førstegradsforbrænding, hvor huden bliver hævet, rød og klør.
Heldigvis bør det gå væk efter et par dage, medmindre du bliver solskoldet kort efter første skoldning.
I så fald er der risiko for, at symptomerne bliver værre, og du ender med en andengradsforbrænding.
Sker det, at du er blevet så forbrændt, og hjælper det ikke at bruge koldt vand eller kolde klude, bør du tage en tur forbi apoteket, siger Sumangali Chandra Prasad fra OUH.
Aloe vera virker måske som en god idé, men her skal du være sikker på, at du kan tåle det. Planten kan nemlig give allergiske reaktioner og derved kun forværre situationen.
- Derfor er aloe vera-creme ikke noget, vi anbefaler til patienter, der er blevet solskoldede, siger Sumangali Chandra Prasad.
Ifølge ledende overlæge Tonny Karlsmark er der heller ikke noget bevis for, at aloe vera skulle virke helende på solskoldet hud.
Noget, der til gengæld virker, er steroidcremer. Heriblandt kortisoncreme, som indeholder en smule binyrebarkhormon.
Binyrebarkhormoncremer kan bruges til lindring af solforbrænding, da behandlingen får blodkarrene til at trække sig sammen, ifølge Sundhed.dk.
Hvis det bare er en mild omgang soleksem eller forbrænding, er det nok med en steroidcreme i håndkøb. Ifølge Sundhed.dk er hydrocortisoncremen den bedste.
Annonce
Hvis du behandler solskoldning med binyrebarkhormoncremer, skal det smøres på huden i et tyndt lag og kun i en kortere periode.
Hjælper det ikke, skal der stærkere midler til. Her kan lægen udskrive en recept på noget stærkere kortisoncreme.
- Er huden slemt solskoldet, kan man kortvarigt anvende steroidcreme, siger Sumangali Chandra Prasad.
Den bedste måde at forebygge solskoldning på
- Ifør dig løstsiddende, tætvævet bomuldstøj. Det er både dejligt luftigt, og de tætte vævninger hjælper også mod solen stråler.
- I Danmark kan du godt nøjes med en faktor 20 om sommeren, men hvis du rejser sydpå på ferie, skal der altså smøres minimum faktor 30 på kroppen.
- Laget af solcreme skal altid være tykt og gerne synligt. Jo tykkere et lag, jo større beskyttelse får du.
- Vi glemmer ofte at smøre læber og ører ind. Du kan eventuelt anskaffe dig en læbepomade beregnet til solbeskyttelse, hvis du hellere vil det.
Seneste artikler
Historisk hus slår dørene op efter stor restaurering
Traktor brød pludselig i brand
Akut arbejde standser togtrafik
Eftersøgning indstillet: Maibritt stadig savnet
Erhvervsformand: Hvorfor lukker de ikke en tysk sukkerfabrik?
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Mystiske madbakker vakte undren: Kommer de fra Fælleskøkkenet?