Her er rådene til en brandsikker nytårsaften

(Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Nytårsaften er lige om hjørnet, og med den følger også en øget risiko for brandskader. Her er en række gode råd, du kan følge, hvis du vil undgå et nedbrændt hus 1. januar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Julen er overstået, og det betyder som bekendt, at nytåret er lige foran os.

Og med nytår hører jo en hel del nytårskrudt og fyrværkeri - ofte samtidig med ikke ubetydelige mængder alkohol.

Det betyder, at overgangen mellem 31. december og 1. januar er årets døgn for beredskabet, hvor brandfolkene kører ud til ildebrande 4-5 gange oftere end på et normalt døgn.

Derfor kommer de nu med en række gode råd, man kan følge, hvis man vil være med til at minimere risikoen for brand og andre nytårsrelaterede skader.

- Man kan gøre brandvæsenet og husejerne en kæmpe tjeneste ved at gøre det svært for ilden at få fat. Det kan både gøres ved at sikre at containere og skraldespande tømmes og gemmes væk og ved at sikre, at man ikke placerer brændbart materiale direkte op af bygninger, så en eventuel brand ikke breder sig til hele bygningen, siger Bjarne Nigaard, der er sekretariatschef i Danske Beredskaber.

Det er ikke kun skraldespanden, man skal tænke over, hvor står.

I det hele taget er det en god ide at fjerne alle former for brændbart materiale, man måtte have til at ligge rundt om sin bolig.

- Vi ved ikke altid, hvor fyrværkeriet ender. Så inden nytårsdøgnet starter, er det en god idé at rydde op omkring boligen, på altanen og i åbne carporte, så man ikke har let antændeligt materiale liggende, som en vildfaren raket kan sætte ild til, siger Mads Dalgaard, der er forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen.

Fem råd fra Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen til et brandsikkert nytår:

- Luk og lås døre til garage og skur.
- Placér affaldscontainere m.v. i god afstand fra bygninger, luk låget og lås dem om muligt.
- Fjern brændbart materiale fra carport, altan, kælderskakt og lignende.
- Benyt kun godkendt fyrværkeri og overhold sikkerhedsafstandene, der skal fremgå af fyrværkeriet.
- Brug fyrværkeriet, som det er tiltænkt, og hvor det er tiltænkt – og hold afstand.