Høj fart på villavej gør beboere utrygge
Beboerne på Rosendahlsgade er trætte af den høje fart på deres villavej. Fra venstre til højre, Maria Larsen, Karin Balch Petersen, Birte Rentse, Inger og Henning Gohlke, Christa Sommer og Mads Dam. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
En gruppe beboere på Rosendahlsgade i Nykøbing er trætte af bilister, der kører stærkt på deres vej og et lyskryds der er grønt i for kort tid, hvis det da overhovedet skifter.
- Jeg tør ikke gå over vejen med min datter i barnevognen, før jeg har tjekket og er helt sikker på, at der slet ikke er nogen biler i nærheden.
Sådan lyder det fra Christa Sommer, som sammen med sin kæreste Mads Dam og parrets nyfødte datter bor i et hus i Rosendahlsgade.
Vejen er en sidegade til Vesterskovvej, som går fra stationen i Nykøbing og syd på mod Gedser. Det er en helt almindelig villavej, med pæne huse, hvor der bor familier og mennesker i alle aldre.
I forgårs fortalte vi historien om en bilist, der kørte ind i krydset fra Grønnegårdsvej på den modsatte side af Rosendahlsgade og skulle vente hele otte minutter før det blev grønt. Det viste sig dog at være en fejl i mekanikken på lyskrydset, men flere af beboerne oplever ofte, at de skal vente længe på grønt lys.
Et andet problem, ifølge beboerne på Rosendaghlsgade, er, at der bliver kørt rigtig stærkt på deres vej.
- Vi føler os ikke trygge ved at gå ture med barnevogne eller gå og vedligeholde fortovene, for når bilisterne forsøger at nå det grønne lys i krydset (ved Vesterskovvej), så gasser de op, for at undgå den lange ventetid før lyset skifter igen, forklarer Mads Dam.
Og gasset op, det bliver der. Ifølge ægteparret Henning og Inger Gohlke, som har boet på vejen i 27 år, så kommer farten gerne op på mellem 80 og 100 kilometer i timen.
- Det er jo virkelig farligt, og især med nogen af de små børn vi har på vejen, siger Inger Gohlke.
Generelt er der meget trafik på vejen, som er i et område med mange ensrettede veje. Om morgenen er der som regel kø, på grund af den lange ventetid oppe ved krydset.
Den lange kødannelse skaber også problemer, når bilisterne bliver trætte af at vente i køen og forsøger at vende om.
- Så bliver begge vejbaner spærret og der opstår fuldstændig kaos. Der er simpelthen bestemte tidspunkter på dagen, hvor vi ikke kan komme ud fra vores huse, fortæller Maria Larsen.
Beboerne på Rosendahlsgade har tidligere forsøgt at kontakte Guldborgsund Kommune og de er da også blevet lovet en trafikmåling, men den har de endnu ikke set noget til. Dog mener Henning Gohlke ikke, at det ville have nogen effekt, da bilisterne bare ville køre lige så stærkt, når kontrollen er væk igen.
- Allerhelst vil vi gerne have en form for fartsænkning, for eksempel vejtræer, fortæller Maria Larsen.
Beboerne har haft mange idéer oppe at vende, såsom skiltningen, vejbump, men mest af alt, vil de bare gerne have, at der sker noget.
- Vi kunne godt tænke os en dialog med kommunen, så vi finde frem til en løsning, understreger Mads Dam.
Guldborgsund Kommune er opmærksom på, at der har været flere problemer med krydset ved Vesterskovvej/Rosendahlsgade og derfor man har særligt fokus på netop dette kryds.
Efter hændelsen med de otte minuttera ventetid, har der været teknikere ude, som fandt en fejl i spolen.
Spolen ligger i jorden, for at mærke trafikken og give signal til lyset i krydset til at skifte. Den er både indstillet efter tid og behovet i trafikken. Men på grund af fejlen kunne spolen i det omtalte kryds, ikke mærke bilerne, før de kørte meget langt frem. Men det bliver der lavet om på nu.
- Til at starte med laver vi et midlertidigt skilt, som vi sætter op, hvor vi minder bilisterne om at køre helt frem til stoplinjen. Som en mere langsigtet løsning sætter vi en ny spole i, der er mere følsom og registrerer bilerne længere væk, forklarer Nils Rasmussen fra Park og vej i Guldborgsund Kommune.
Et stort ønske fra beboerne i Rosendahlsgade er at få en form for trafikchikane på vejen, så det ikke længere ville være muligt at køre så stærkt. De har tidligere forsøgt at kontakte kommune med deres forespørgsel, men ifølge Martin Steenstrup, leder af Park og Vej, ser det ikke ud til, at der ligger en sag registreret i afdelingens system.
Men muligheden for at henvende omkring ændringer på vejene i kommunen er der.
- Der er meget større sandsynlighed for at det går i gennem, hvis man samler en flok mennesker og opnår en bred enighed, forklarer Martin Steenstrup.
- Hvis man så også er villig til som beboer på vejen at være med til at finansiere tiltaget, enten en del eller det hele, så er chancen for at det bliver iværksat også bedre, siger Martin Steenstrup.
Guldborgsund Kommune har en halv million kroner øremærket til at fartdæmpende tiltag og de fleste bliver brugt omkring skolerne. Men borgerne må meget gerne henvende sig med forslag, siger Martin Steenstrup.
Seneste artikler
Birthe slog sig voldsomt - og hun er ikke alene: Nu vil Biltema se på kantsten
Rækkehus i Stubbekøbing i brand
Nu reagerer kommunen på tung trafik i landsby: Vejen er ikke bygget til store lastbiler
Landsbyboere slog alarm for fem år siden: Nu frygter de endnu mere tung trafik
Larve fra helvede fundet i København for første gang
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Blodet fossede ud efter fald ved Biltema: Så dukkede 'Pernille fra Væggerløse' op
Viktoria bliver student og skal overtage familiegården: - Vil bygge videre på det her fantastiske sted