Højsæson bliver fyldt - men resten er usikkert

I højsæsonen bliver der også i år stopfyldt i sommerhusområderne på Sydfalster. Det er udlejningsbureauerne enige om. Men resten er præget af uvished. Foto: Anders Knudsen

Der er handlet mange lokale sommerhuse i det sidste års tid. Men nye sommerhusejere tøver med at udleje.

Offentliggjort Sidst opdateret

SYDFALSTER De store sommerhusområder på Sydfalster skal nok blive fyldt helt op til hemsen i højsæsonen - de danske skolers sommerferie.

Men derudover er alt andet særdeles usikkert i en udlejningsbranche, der ligesom stort set alt andet arbejder i et aldeles unormalt corona-marked.

Usikkerheden hos både bureauer og kunder er massiv. Vilkår, betingelser og muligheder ændrer sig hele tiden.

- Lige nu konstaterer vi, at de tyske gæster, som skulle komme her i foråret og trække den del af sæsonen, er meget usikre og også melder fra. Situationen i Tyskland er jo heller ikke den bedste lige nu, konstaterer Majbritt Hammer, turistchef på Marielyst.

Kan ikke svare

Hos bureauerne får man også mange spørgsmål.

- Usikkerheden er svær. Vi har tyske gæster, der ringer og spørger os, om de kan komme til Marielyst i juni. Og vi kan jo ikke svare, fordi situationen er, som den er. Lidt enklere regler ville gøre det nemmere for alle. Men jeg er da fortsat optimistisk og tror på, at udlændinge kommer til vores område i år. Vi mangler klart tyskerne i udlejningen - selvom vi i højsæsonen nok skal få fyldt helt op. Der bliver udsolgt, konstaterer Helle Christensen, souschef hos Sol & Strand på Marielyst.

Nye ejere

Netop højsæsonen kan i år komme til at byde på endnu større mangel på sommerhuse til udlejning i området end sædvanligt.

Det skyldes lidt paradoksalt, at salget af fritidshuse i det seneste år har nået rekordhøjder - i høj grad også på Sydfalster.

Salgstiderne er generelt meget lave, mens priserne til gengæld er høje.

- Vi har ikke huse nok til udlejning. For en dels vedkommende skyldes det de mange ejerskifter. Her under corona-epidemien handles der mange huse. Og en del af de nye ejere vil ikke leje ud. I hvert fald ikke til at begynde med. De skal selv bruge husene. Så i højsæsonen bliver markedet nok støvsuget for udlejningshuse, konstaterer Janne Edvardsen fra Novasol, der er et af de klart største bureauer i området.

- Vi må bare på med vanten og ud at forklare sommerhusejerne om fordelene ved at leje ud. Det skal også nok lykkes. Og så ved vi af erfaring, at nogle af dem, der tager deres hus ud af udlejningsmarkedet, faktisk kommer tilbage igen, lyder den optimistiske melding fra Novasol-chefen.

Ekstra weekender

Hun tror ikke meget på, at tyskere, nordmænd og hollændere vender tilbage til Marielyst i større tal her i foråret.

- Men det kan da ske. En af de nye tendenser er også, at alt sker meget kortfristet - også mange gæsters beslutninger. Men jeg tror på, at vi får udlændingene tilbage i eftersommeren. Og det er vigtigt for det samlede billede af udlejningen, påpeger Janne Edvardsen.

Hun har i øvrigt oplevet udlejningsmæssig fremgang i kraft af en anden tendens.

- Vi har haft overraskende mange kortere udlejninger - altså eksempelvis torsdag til søndag - her udenfor sæsonen. Det er typisk familier med børn, der ikke har skullet i skole, og så har man valgt at leje et sommerhus med wifi og være sammen på den måde, forklarer Janne Edvardsen.