Røgskyen fra en frøgræsafbrænding kan se voldsom ud. Men ikke nødvendigvis med fare for brand andre steder end på marken. Her fra en afbrænding på Vestlolland tirsdag. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Brandvæsen opfordrer til at tjekke markbrand, inden der ringes 112.
I disse dage ses der masser af røgskyer over marker på Lolland-Falster. Men det er ikke alle sammen, som stammer fra markbrande, der kræver en indsats fra brandvæsnet.
Mange af brandene er helt lovlige afbrændinger af frøgræsmarker.
Tirsdag blev Lolland-Falster Brandvæsen kaldt ud til en del markbrande. I et par af tilfældene var det dog en lovlig frøgræsafbrænding, som var løbet løbsk og krævede en indsats.
Konen blev vækket af brandmand
Per Andersen bor på Keldernæsvej uden for Stokkemarke - et af de områder, hvor der var flere markafbrændinger tirsdag - og han synes, det kom for tæt på hans hus.
Annonce
- Jeg var på arbejde, og ved middagstid tirsdag blev min kone vækket af en middagslur, da en brandmand bankede på og gjorde hende opmærksom på afbrænding tæt ved vores hus.
- Og det var tæt på. Det levende hegn, som omkranser vores grund ud til marken, nåede at blive svedet godt af, inden brandvæsnet fik slukket ilden, fortæller Per Andersen, som i øvrigt har fuld forståelse for, at frøgræsafbrænding er hel lovlig og en nødvendighed.
Afbrændingen af frøgræs på marken ved Per Andersens hus var dog én af de markbrande, som krævede en indsats fra det lokale brandvæsen.
Afbrændingen var ikke overvåget, og der var ikke pløjet brandbælter.
Jakob Petersen
- Afbrændingen var ikke overvåget, og der var ikke pløjet brandbælter, fortæller indsatsleder Jakob Petersen.
- Branden var løbet løbsk og kom al for tæt på levende hegn og hus. Og da den afbrænding ikke var overvåget, som den type afbrændinger skal være, så slukkede vi foruden branden ved hækken også selve frøgræsafbrændingen.
Afbrændingen af frøgræs på Keldernæsvej var ikke efter bogen og kom for tæt på Per Andersens ejendom. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Brandvæsen: Husk brandbælter og vand
Hos Lolland-Falster Brandvæsen har markbrandene givet travlhed.
- Vi opfordrer landmænd til at sørge for ekstra sikkerhed, når de brænder frøgræsmarkerne af, siger afdelingschef i Lolland-Falster Brandvæsen, Bjarne Nor Larsen.
- Det vil sige, at der er pløjet brandbælte, og en marksprøjte eller tankvogn holder klar ved marken. Og gerne en rendegraver, som står med tændt gult blink, som signalerer, at der arbejdes på marken, og der holdes opsyn, siger Bjarne Nor Larsen.
Tjek brand før alarm
Annonce
Markbrand giver også nogle gange unødig travlhed for brandvæsnet.
- Vi opfordrer også borgere, som ringer 112, når de ser en røgsky fra en mark, til at tjekke, om der reelt er en brand eller blot en overvåget afbrænding, siger Bjarne Nor Larsen.
- Når der kommer en melding via 112, skal vi køre med hele "udtrækket". Meldingen kommer ofte fra borgere, som ser en røgsky på afstand. Og ofte kommer vi ud til en helt igennem planlagt, anmeldt og overvåget afbrænding. Selvfølgelig skal der hellere slås alarm en gang for meget end en gang for lidt. Men det ville være en stor hjælp, hvis anmelderne kørte lidt tættere på og orienterede sig - og ikke blot kører videre, mens de ringer 112 og melder om en udefineret røgsky i et udefineret område.
En sådan anmeldelse indløb via 112 tirsdag om markbrand på Gerringevej syd for Brandstrup.
- Lige netop den markbrand var en lovlig græsfrøsafbrænding og et skoleeksempel på, at alt var i skønneste orden. Der var de pålagte 10 meter brede brandbælter, traktorer kørt frem med vandvogne, og afbrændingen var anmeldt til myndighederne, fortæller indsatsleder Jakob Petersen, som sammen med sit mandskab kunne returnere igen.
Ikke afbrændingsforbud - endnu
Det er både hedt og tørt i naturen netop nu. Og dermed også en potentiel fare for både markbrande og andre brande i naturen.
- Vi følger hele tiden situationen tæt og opfordrer naturligvis alle til at være ekstra påpasselige, siger Bjarne Nor Larsen.
Tørkeindekset er næsten helt i top. Men endnu er der ikke udstedt et decideret forbud.
Afbrænding på Nordlundevej. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen