Højskole-gruppe på lokalejagt

Bestyrelsen bag planerne om at oprette en højskole på Lolland-Falster holdt for nylig møde hos arkitektfirmaet By & Landskab i Nakskov. Her ses (fra venstre) Jette Steensen, Tomoko Kitamura Nielsen, Kirsten Sydendal, Lene Hatt og Benny Esmann Jensen. Der er yderligere to medlemmer i bestyrelsen, nemlig Thomas Fabienke og Sidsel Esther Ejrnæs, der desværre var forhindret i at deltage i turen. Foto: Projekteder Nikolaj Frost

Der er fremdrift i arbejdet med at etablere en madhøjskole på Lolland-Falster. Bestyrelsen er ude at se på egnede bygninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Drømmen om at åbne en international madhøjskole på Lolland-Falster lever i bedste velgående. Som så meget andet har coronaen lagt en dæmper på projektet, men for nylig samledes bestyrelsen i Nakskov, og der er særligt to ting på dagsordenen i øjeblikket.

Det ene er at finde en bygning, som højskolen kan købe og holde sine kurser i. Det skal være en bygning, som kan huse omkring 40 elever, for det er det antal, der som minimum skal være, hvis det skal kunne løbe rundt.

Højskolefolkene havde tidligere kig på den gamle Pederstrup Efterskole. Men da den kom på tvangsauktion, havde højskolen ikke fået finansieringen på plads, så den blev solgt til anden side. Men nu kigger de lokale ildsjæle på andre bygninger.

- Vi er ude at søge lokaler og ser på forskellige ledige, større bygninger. Lige i øjeblikket er der gode, ledige ejendomme på Lolland, vi kigger på, fortæller bestyrelsesformand Lene Hatt og tilføjer, at også bygninger på Falster kan være interessante.

Skal skaffe penge

Den anden ting, der står højt på dagsordenen, er at rejse penge.

Projektet har fået et par støtteerklæringer fra de lokale borgmestre, og de kan være med til at åbne nogle døre. Ved årsskiftet bevilgede Erhvervsstyrelsens landdistriktspulje i hvert fald 377.100 kroner til projektet, og her og nu arbejder bestyrelsen på en ansøgning til LAG Lolland-Falster. Ønsket er at få penge til, at projektgruppen kan arbejde mere intenst med projektet, fortæller Lene Hatt.

Projektgruppen er også i dialog med Grønt Center i Holeby om et muligt samarbejde, ligesom gruppen havde overvejet at købe Grønt Center.

- De er ved at sælge, men vi har ikke pengene, konstaterer Lene Hatt.

Af samme grund - at der mangler penge og en bygning - er der ikke nogen fast tidsplan for realiseringen af det store projekt.

- Vi er blevet enige om, at det er vigtigst, at vi har en lokalitet. I det øjeblik, vi har det, begynder tingene at have en mere fast struktur, vurderer Lene Hatt.

Tæt kontakt til Japan

Det er med andre ord en stor opgave, projektgruppen har taget på sig, men den står ikke alene. Også andre samarbejdspartnere er inde over, da det er planen, at det skal være en international højskole. De sommerkurser, højskolen allerede har holdt, har da også haft deltagere fra Sydamerika, Japan og Sydeuropa.

- Vi vil meget gerne gøre det internationalt, og vi har tæt kontakt til japanerne. De er meget interesserede i højskoleformen, og de presser på for at være med, siger Lene Hatt og fortæller, at alle nyhedsbreve derfor oversættes til japansk.

Projektgruppen nyder også godt af opbakning fra en advokat og en revisor, der hjælper til con amore, og det hjælper alt sammen.

- Der er mange mennesker, som er meget interesserede og gerne vil støtte os på den ene og den anden måde, konstaterer Lene Hatt.

Man kan læse mere om projektet på www.hoejskolelf.dk.