Holbæk-brand skaber ekstra travlhed på Nykøbing Sygehus

Der bliver ekstra travlt her på sygehus-vaskeriet på Nykøbing Sygehus i den kommende tid, hvor man på grund af branden på Holbæk Sygehus får en masse ekstraopgaver, så der nu skal arbejdes i døgndrift for at nå det hele. Foto: Anders Knudsen

Alt tøj, linned og lignende fra sygehusene i hele Region Sjælland skal i den kommende tid vaskes i Nykøbing. 40 medarbejdere hentes ind i busser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Vaskeriet på Nykøbing Sygehus går en meget travl tid i møde i de kommende dage, uger og måske endda måneder.

Sygehus-vaskeriet har nemlig fået til opgave at stå for at vaske alt, hvad der hedder patienttøj, linned, dyner, uniformer og lignende fra samtlige sygehuse i Region Sjælland.

Tidligere delte vaskeriet i Nykøbing denne opgave med sygehus-vaskeriet på Holbæk Sygehus, men vaskeriet dér brændte ned i forbindelse med den store brand, som ramte sygehuset tidligere i denne uge.

Derfor bliver hele vaskeriproduktionen fra Holbæk samt 40 medarbejdere flyttet til Nykøbing Sygehus, som altså er det eneste andet sygehusvaskeri i Region Sjælland, i en endnu ikke nærmere fastlagt periode.

- Det kommer til at ske meget hurtigt, måske allerede i morgen (fredag, red.) og senest på mandag. Det betyder, at vi går fra halvandet-holdsskift til tre-holdsskift i Nykøbing.
- Vi tager 40 medarbejdere med fra Holbæk og kører dem i busser frem og tilbage fra gang til gang, så de kan træde ind i produktionen i Nykøbing. Vi kan jo ikke forvente, at de selv kan køre frem og tilbage i bil eller med offentlig transport, forklarer Thomas Bruus Jensen, der er driftchef for Koncernservice, som vaskerierne hører under, i Region Sjælland.

Holbæk Sygehus vasker udover dem selv også tøj og linned for sygehusene i Næstved, Ringsted og Slagelse samt psykiatrihospitalet i Slagelse.

De 40 tilførte medarbejdere fra Holbæk betyder, at medarbejderstaben i Nykøbing for en tid bliver mere end fordoblet. Her er der nemlig ifølge Thomas Bruus Jensen ansat 30-35 medarbejdere.

Hvor længe vaskeriet i Nykøbing skal tage sig af tøjet fra alle sygehusene i regionen, vides endnu ikke.

- I første omgang handler det om her og nu at sikre produktionskapaciteten, så patienterne ikke bliver berørt. Men det bliver ikke en permanent løsning. Det kan hverken medarbejderne eller produktionsapparatet holde til, fastslår driftchefen.

Rent praktisk bliver der også en lille udfordring i og med, at medarbejderne fra Holbæk i et vist omfang skal læres op i at bruge maskinerne på vaskeriet i Nykøbing.
- Det er de samme typer af maskiner, de har brugt i Holbæk, men det er ikke nødvendigvis de samme modeller, forklarer Thomas Bruus Jensen.

Den lange transporttid til og fra Holbæk betyder også, at de 40 medarbejdere derfra får nogle lange arbejdsdage, idet den reelle arbejdstid stadig er den samme, selvom transporttiden er længere.

Det betyder alt andet lige, at de vil oparbejde en del afspadsering, men så langt fremme i planlægningen er regionen ikke endnu, lader Thomas Bruus Jensen forstå.

- Fase to i det her vil være at lave aftale med andre om at skabe den nødvendige kapacitet for os, enten hos nogle af vores naboregioner eller via eksterne leverandører, slutter han.

Storbranden på Holbæk Sygehus brød ifølge TV Øst ud natten til onsdag i en stor industritørretumbler i netop vaskeriet, hvorfra 12 medarbejdere måtte evakueres. Efterfølgende raserede branden fire bygninger på tilsammen mere end 4.000 kvadratmeter.