Holdt for rødt lys i otte minutter

Kilde: Youtube

VIDEO: En tilsendt læservideo viser, hvor længe bilisten skal vente på at lyset skifter i et ellers stort set øde kryds i Nykøbing

Offentliggjort Sidst opdateret

En læser har sendt Folketidende en video optaget i krydset, hvor Vesterskovvej møder Rosendahlsgade og Grønnegårdsvej i Nykøbing.

På videoen, der er optaget tidligt mandag morgen, ser man hvordan bilen holder for rødt i otte minutter, før der kommer en bil på den modsatte side, og lyset endelig skifter.

Det er på trods af, at der kun er meget lidt trafik på tværs af krydset og der derfor ville have været rig mulighed for lyset at skifte mange gange.

- Otte minutter er jo en regulær fejl, det er urimeligt lang tid at skulle holde for rødt lys, siger Nils Rasmussen fra Park og Vej i Guldborgsund Kommune, afdelingen som er ansvarlig for blandt andet lyskryds i kommunen.

Lyskrydset ved Q8-tanken og Rema 1000 er et lyskryds, som afdelingen er særligt opmærksom på, da det tidligere har været genstand for en del debat, især fra dem der bor på sidevejene til Vesterskovvej.

- Det er et kryds, vi har meget fokus på. Vi omprogrammerede det sidste år og overvejer at gøre det igen, da det jo handler om at afveje det trafikale behov løbende, forklarer Nils Rasmussen.

- Der er stadig mange udenlandske chauffører, der bruger ruten via Vesterskovvej i stedet for omfartsvejen, når de skal ned til færgen, fordi deres GPS’er ikke er opdateret, siger Nils Rasmussen, og derfor er trafikken faldet langsommer ved krydset, end afdelingen havde regnet med.

Det er nogle spoler, der sidder i jorden, som kan mærke trafikken og styrer lyset i krydset både efter tid og trafikkens behov.

Der er en computer, der overvåger systemet og modtager en fejlmelding, når der er noget, der ikke virker. Dog kan det ske, at der opstår en fejltype, som computeren ikke kan registrere, forklarer Nils Rasmussen, der har sendt teknikere ud til lyskrydset i dag.

Han opfordrer borgerne til at henvende sig, hvis de oplever en fejl.

- Det er ligesom, hvis der går en pære eller noget lignede hjemme hos en selv. Man kan ikke rette fejlen, før man ved, at den er der. Derfor vil det være en stor hjælp, hvis borgerne melder ind, hvis de oplever noget lignende.

Når det drejer sig om en signalfejl i et lyskryds, kan man både henvende sig til politiet eller til kommunens afdeling for teknik og miljø ved hjælp af en blanket på kommunens hjemmeside. Her kan man også melde huller i vejen og lignende.

Afdelingen arbejder løbende med optimeringen af trafikken i kommunen, også selvom det ikke altid er uden udfordringer, forklarer Nils Rasmussen.

- Banedanmarks entreprenør fik på et tidspunkt beskadiget nogle styrekabler til signalanlægget ved Rosendahlsgade, da de arbejdede på jernbanebroen på Vesterskovvej . Det kan godt have resulteret i nogle følgevirkninger. Det skulle dog gerne være i orden nu, siger Nils Rasmussen.

Se læservideoen herunder: