Hotel Factory Lodge råder lige nu over samlet 60 værelser. Men står det til den nye ejer, CIC Hospitality, skal hotellet udvides markant med 120 nye værelser. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Norsk hotelgigant ser gode muligheder i Femern-forbindelsen og har planer om en stor udvidelse af Hotel Factory Lodge.
Den gamle Højbygaard Papirfabrik er nu på norske hænder, efter at Skibsted Ejendomme har solgt komplekset til den norske hotelkoncern CIC Hospitality.
Hotelgiganten ejer 14 hoteller i Norge og valgte sidste år at gå ind i Danmark ved at overtage driften af Hotel Astoria ved Københavns Hovedbanegård.
CIC Hospitality er lige nu ved at opføre et stort hotel med 204 værelser ved det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning.
Hotelkæmpen ser stort potentiale i Lolland på grund af sydhavsøens status som feriedestination. Og med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen, som ventes at stå klar i 2029, passer Hotel Factory Lodge i Holeby godt ind i hotelkoncernens strategi med at placere sig i vigtige knudepunkter i Norden.
- Vi ser et potentiale med Hotel Factory Lodge med den øgede mængde trafik, der vil komme i fremtiden. Vores hotelportefølje er også uden for de største byer og på steder, hvor der er meget trafik. Specielt på Lolland ser vi potentiale i, at der vil komme mere gennemgående trafik, hvor flere rejsende får brug for at stoppe op og overnatte, siger Øyvind Frisak, kommerciel direktør i CIC Hospitality.
Annonce
Vi ser et potentiale med Hotel Factory Lodge med den øgede mængde trafik, der vil komme i fremtiden.
- Derudover ser vi også et marked for konferencer. Og når tunnelen står klar, vil behovet kun blive større, fortsætter Øyvind Frisak.
Vil promovere Globen
Og netop konference- og mødelokaler er der også på den gamle papirfabrik, som også rummer Visual Climate Center, som har Science On a Sphere, i daglig tale kaldet Globen, der visualiserer billeder af atmosfæren, oceanerne, kontinenterne, månen og solsystemet, og på den måde viser klimaforandringerne i verden.
Globen bliver brugt af skoleklasser, forskere, foreninger og virksomheder, og CIC Hospitality ser Visual Climate Center som et spændende projekt til at gøre folk bevidste om klimaforandringerne.
- En af CIC Hospitalitys strategiske indsatsområder er bæredygtighed, så Visual Climate Center passer godt ind i vores strategi, og vi kommer til at gøre meget mere ud af at promovere konferencedelen og Visual Climate Center, så vi kan få flere til at besøge centret, siger Øyvind Frisak.
Hotel Factory Lodge er fuldt belagt med ansatte, der arbejder på Femern Bælt-forbindelsen, og hotelchef Mette Frisgaard Dreier hilser derfor en stor udvidelse af hotellet velkommen. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Vil udvide hotel
Lige nu råder Factory Lodge over samlet 60 værelser, men de er alle fyldt op med ansatte fra Fehmarn Belt Contractors (FBC), som udgraver tunnelrenden.
CIC Hospitality vil derfor gerne udvide hotellet med 120 ekstra værelser.
- 120 værelser er sådan en standard, vi har, når vi bygger et nyt hotel. Det er et passende antal, så der er effektivitet i det, og det hverken bliver for stort eller småt, siger Øyvind Frisak.
CIC Hospitality er derfor ved at gennemgå bygningerne på den gamle papirfabrik for at finde den bedst mulige løsning for en udvidelse.
Annonce
Men en løsning kan ifølge Øyvind Frisak blive at opføre en helt ny bygning på området.
- Det er en proces, som vi vil tage i samarbejde med kommunen. Men vi ønsker at se på mulighederne for at udvide med flere værelser, siger han.
Der er plads til at udvide hotellet på den gamle Højbygaard Papirfabrik, som også har huset Danmarks første sukkerfabrik. Foto: Anders KnudsenAnders Knudsen
Samme personale
Selvom hotellet nu har skiftet ejer, fortsætter det samme personale og den daglige drift som hidtil, fortæller Mette Frisgaard Dreier.
- Jeg har fået titel af hotelchef, hvor jeg var centerleder før. Men det er vist også den største ændring, der er sket, siger hun.
Hun hilser planerne om en udvidelse velkommen.
- Desværre har vi ikke haft turister hen over sommeren. Vi er selvfølgelig glade for den sikkerhed, det er at være fuldt belagt permanent og har også et fint samarbejde med FBC, men det kunne selvfølgelig også være hyggeligt at kunne byde turister velkomne. Der må vi lige nu henvise til andre i lokalområdet, siger Mette Frisgaard Dreier.
VISUAL CLIMATE CENTER OG FACTORY LODGE
Visual Climate Center og Factory Lodge er placeret på Højbygaard Papirfabrik, som er Danmarks første sukkerfabrik.
Fabrikken blev grundlagt i 1874 af brødrene Erhard og Johan Ditlev Frederiksen.
I 1960 blev fabrikken omdannet til en papirfabrik, som eksisterede frem til 1993.
Bygningerne stod herefter tomme i en årrække og blev i 2005 købt af Skibsted Ejendomme med Martin Skibsted i spidsen.
Siden har Højbygaard Papirfabrik været igennem en omfattende renovering.
Visual Climate Center med konference- og mødelokaler og Science On a Sphere, i daglig tale kaldet Globen, stod klar i 2011 og Hotel Factory Lodge i 2013.