Ideerne vrimlede til: Ny oplevelse overskred budget med 80 procent

Det kræver godt samarbejde, hvis man vil løse opgaven, inden 60 minutter er gået. Foto: Golf & Fun Park

De besøgende i Golf & Fun Park har taget så godt imod den nye oplevelse, at en større budgetoverskridelse ingen betydning har fået.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIELYST: Turister og lokale har siden juni kunnet forsøge at undslippe Åndernes Hus, evakuere et kendt maleri fra et hemmeligt broderskab og finde frem til stjålne millioner på tid.

Tre såkaldte escaperooms er nemlig etableret hos Golf & Fun Park på Marielyst.

- De overskred godt nok budgettet med 80 procent, og det gav en del søvnløse nætter i foråret, men vi er virkelig glade for dem, fortæller Morten Andersen, der ejer stedet sammen med sin hustru, Jeanette Wang.

Hvordan kunne det overskride budgettet så meget?

- Det udviklede sig hele tiden med nye ideer. Så skulle vi have det ene og det andet med. Man lader sig rive med. Det blev helt statsligt eller kommunalt, at budgettet skred på den måde, men det er der heldigvis ikke sket noget ved. Det har allerede tjent sig hjem, siger Morten Andersen og oplyser at han i begyndelsen nærmest undskyldte sin pris for escaperoom-oplevelsen overfor kunderne.

- Men folk kan godt se, at der er gjort noget ud af det og vil gerne betale for det.

Folk kan godt se, at der er gjort noget ud af det og vil gerne betale for det.

Morten Andersen, Golf & Fun Park

Fra Marokko til Belgien

Lige nu er det primært lokale, der forsøger at løse opgaverne for at slippe ud af rummene på den time, der er sat af, men i løbet af sommeren har rummene været besøgt af turister - lige fra Marokko til Belgien.

- Men tyskerne er særligt begejstrede. Det var især dem, som kom igen for at prøve de andre rum.  Generelt lever folk sig vildt ind i det og det er virkelig sjovt, når man sidder og følger med i vores gamer-rum ved siden af.

Om baggrunden for at investere i selv at bygge rummene fortæller Morten Andersen, at han gerne vil byde ind med noget, som betyder, at ydersæsonerne på Marielyst kan have flere besøgende.

- Det kan vi med det her, som er åbent hele året. Det er vores golfspil også, men det foregår jo udenfor, lyder det fra ejeren, som drømmer om at generere nok overskud til at kunne hyre endnu en fuldtidsansat ind, da én kun kan klare to escape-rooms på samme tid.

Vejret drillede i juni

Selvom det er gået over al forventning med Golf og Fun Parks nye satsning i højsæsonen, når forlystelsesstedet ikke op på de besøgende, man så sidste år.

- Nej der manglede lidt på vejret i forsommeren, især juni måned.  Vi når nok et sted mellem 45.000 og 47.000 gæster i år. Sidste år var vi over 50.000.