Ikke stort antal får ret til tidlig pension

De lokale kommuner ligger i bund, når det handler om den procentvise del af borgerne, som får ret til tidlig pension.

Offentliggjort Sidst opdateret

Blandt borgerne i de to lokale kommuner Lolland og Guldborgsund er der ikke et stort antal, som vil få retten til at gå tidligt på pension, hvis regeringens forslag til ret til tidlig pension bliver vedtaget i Folketinget.

I forbindelse med oplægget har regeringen lavet en beregning, som viser, hvor stor del af borgerne i de enkelte kommuner, som ifølge de fremlagte betingelser vil kunne gå på tidlig pension.

For at blive omfattet af Socialdemokratiets forslag til pension skal man have været på arbejdsmarkedet i mindst 42 år, inden man fylder 61 år. Så har man ret til at gå på pension et år før. Har man arbejdet i 43 år, når man fylder 61 år, så har man ret til to års tidligere pension. Har man arbejdet i 44 år, har man ret til tre års tidligere pension. Pensionsalderen er nu mindst 65,5 år og vil løbende stige de kommende år.

Ser man på regeringens kalkulerede tal vil under 34 procent af de 61-årige borgere i Lolland Kommune i 2022 kunne opnå retten til at kunne gå på tidlig pension. I Guldborgsund Kommune er er tallet mellem 34 og 36 procent.

Der er i forbindelse med regeringens udregning ikke givet en forklaring på, hvorfor tallene er så lave i de lokale kommuner.

Arbejdsmarkeds- og velfærdsforsker, professor Bent Greve, fra Roskilde Universitet siger til SN.dk, at det kan skyldes, at der findes mange landmænd på Sydhavsøerne.

- Jo længere ud på landet, man kommer, jo større er andelen af ældre borgere, der enten har været selvstændige landmænd eller været hjemmegående husmødre. De kan sagtens være nedslidte, men de lever ikke op til kriterierne for at få tidlig pension, siger han.

Forklaringen på, at mange landmænd - og i øvrigt andre selvstændige - ikke kan komme i betragtning er, at selvstændiges år på arbejdsmarkedet kun tæller med de år, de har haft overskud i virksomheden.
- Og selv om jeg ikke er ekspert i landbrug, så er det almen viden, at landmænd ofte får overskud det ene år og underskud det næste, siger Bent Greve til SN.dk.

Der kan også være den forklaring, at mange borgere i den aldersgruppe, som ellers ville kunne få ret til tidlig pension, igennem længere tid har modtaget kontanthjælp.

Fordi mens borgere, som har været på understøttelse eller barsel, godt kan regne det med som anciennitet, kan borgere, som har været på kontanthjælp i en eller flere perioder, ikke regne de perioder med i ancienniteten, som giver ret til tidlig pension.