Ildsjæl forbigået i arbejdet med oddens fremtid

Tonny Pedersen måler afstanden mellem skrænten og Marinestationen. Foto: Claus Hansen

- Kald mig kværulant eller engageret. Jeg mener, det sted fortjener at få afklaret sin skæbne.

Offentliggjort Sidst opdateret

GEDSER ODDE Tonny Pedersen er i frivilligt øjemed ikke nogen hr. hvem som helst.

I fem år har han arbejdet med Gedser Oddes fremtid. Alligevel er han ikke inviteret med ind i den styregruppe, der skal debattere en helhedsplan for Sydfalster i den kommende uge.

- Jeg er skuffet over ikke at være blevet inviteret med ind i regi af Bevar Gedser Odde. Alle ved jo, at vi eksisterer, siger Tonny Pedersen.

I 2023 udløber lejeaftalen på jorden ved Gedser Odde. Kommunen meldte mandag ud, at den ikke ville udtale sig om lejemålet før efter mødet i styregruppen, hvor Tonny Pedersen gerne havde siddet med.

- Selv om vi ingen penge har, har vi fået et arkitektfirma engageret i at komme med et forslag for området, et udkast til en naturpark. Jeg mener, at man kan få skabt den samme interesse for Gedser Odde som for Bøtøskoven. Så længe vi ikke ved, hvilke tanker man gør sig for fremtiden på Odden, er det dog svært at rykke på noget, siger Tonny Pedersen.

Styregruppen for Destination Sydfalster er politisk udpeget. Folketidende ville gerne have spurgt formand eller næstformand for teknik, miljø og ejendomsudvalget til udpegningsgrundlaget. De vendte desværre ikke tilbage inden avisens deadline.