Indgår aftale om diget

Formanden for Det Falsterske Digelag, Søren Bjerregaard (til venstre), og borgmester John Brædder (G) med aftalen, der sætter en stopper for flere års strid mellem digelaget og kommunen omkring færdsel på diget. Foto: Flemming Keith Karlsen

- Nu er tiden inde til at komme videre, og det har vi givet hinanden håndslag på.

Striden omkring cykling er slut, og nu skal vi se fremad, sigerformand.

Offentliggjort Sidst opdateret

ELKENØRE STRAND Adskillige års strid mellem Det Falsterske Digelag og Guldborgsund Kommune omkring cykling på diget er slut.

Søndag indgik parterne en aftale om færdsel på Det Falsterske Dige.

Aftalen indebærer, at digelaget fortsat står for selve kystbeskyttelsen af ejendommene bag diget, mens kommunen fremover skal tage sig af færdslen på selve digekronen i henhold til naturbeskyttelseslovens bestemmelser.

Se fremad

Mandag morgen mødtes digelagets formand Søren Bjerregaard og borgmester John Brædder (G) ved diget ved Elkenøre Strand for at præsentere aftalen for offentligheden.

Og de to parter er glade for, at det endelig er lykkedes at nå til enighed om en aftale, som kan sætte en stopper for flere års uenigheder og optræk til retssager - og at man dermed kan kigge fremad.

- Der vil sikkert være nogle blandt vores medlemmer, som ikke er så begejstrede for aftalen, men sådan er demokrati. Verden er i bevægelse, og sammensætningen af digelagets medlemmer ændrer sig, og vi fornemmer også i bestyrelsen, at der er flere og flere, der ønsker flere muligheder på digekronen.

- Derfor mener jeg også, at det er den rigtige vej at gå nu. Vi kan ikke blive ved at kæmpe en kamp, og hvis medlemmerne ikke er med os mere, så er det jo forkert af os. Nu er tiden inde til at komme videre, og det har vi givet hinanden håndslag på. Striden omkring cykling er slut, og nu skal vi se fremad, siger Søren Bjerregaard.

John Brædder er også godt tilfreds med aftalen, som blev offentliggjort i morges.

- Søren og jeg har været enige om, at det var på tide at komme videre til gavn for både kystbeskyttelse og turister. Og så tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi sender nogle positive signaler, hvis vi gerne vil udvikle vores kommune omkring turisme, og det vil vi gerne.

- Der er Marielyst og området hernede et omdrejningspunkt, og så kan det altså ikke nytte noget, at man sender signaler om stridigheder. Nu udsender vi nogle nye signaler om samhøringhed og samarbejde. Det klinger i mine ører væsentligt bedre, så det her er ikke kun en løsning til gavn for begge parter, men også for den fortsatte vækst og udvikling, siger borgmesteren.

Han understreger samtidig, at uenighederne mellem parterne i de seneste mange år alene har handlet om cykling på diget.

- Det er jo ikke, fordi vi har haft et dårligt samarbejde mellem digelaget og kommunen som sådan, for hvad angår sandfodring og beskyttelse af de bagvedliggende arealer, har vi haft en fælles sag.

- Det, der har været uenighed om i årtier, er cykling og færdslen på diget og digekronen, og det er vi nu blevet enige om at dele op, så kommunen står for færdslen og en etablering af digekronen, hvor man både kan gå og cykle, og det er jo det, der er epokegørende for denne aftale.

- Og så er vi også meget enige om at slå en streg i sandet i bogstaveligste forstand og komme videre i et samarbejde, hvor vi hjælper hinanden med alt og løbende har dialogmøder til gavn for både beskyttelsen af værdierne og områderne bag diget, men at man også rekreativt kan færdes her både som cyklende og gående uden at ødelægge diget, siger John Brædder og roser samtidig digelaget og dets formand for en "meget behagelig atmosfære" på de møder, parterne har holdt de seneste uger.

Retssag nedlægges

Digekronen bliver fremover tre meter bred, og så bliver den forhøjet til 3,97 meter på de steder, hvor det vurderes, at den i sin nuværende form ikke vil kunne klare en såkaldt 1.000-års hændelse, oplyser borgmesteren.

Forhøjelsen af digekronen påtager digelaget sig, mens kommunen skal stå for først at grave lidt af og derefter lægge formentlig slotsgrus på, så digekronen bliver til at både gå og cykle på.

- Hvis alt går vel, går vi i gang i første halvdel af 2021, fortæller John Brædder.

Den endelige tidsplan og pris kendes endnu ikke, men ifølge borgmesteren kommer arbejdet til at koste under 10 millioner kroner. Aftalen mellem digelaget og kommunen betyder også, at den retssag, som digelaget havde rejst mod Miljø- og Fødevareklagenævnet og Guldborgsund Kommune, og som var blevet udskudt, nu endeligt lægges ned.