Indgår nyt samarbejde: Sådan vil Scandlines øge trafikken

Rederiet vil få flere til at sejle fra Danmark til Tyskland. Arkivfoto: Anders Knudsen

En lang række samarbejder skal få flere til at tage færgen fra Danmark til Tyskland. Det nyeste skud på stammen er med Tysk Turist Information.

Offentliggjort Sidst opdateret

Engang var det de folkekære reklamer med de to måger, Kaj og Bøje, der skulle lokke folk en tur med færgen til Tyskland. Der er løbet meget vand i Femern Bælt siden.

Rederiet skriver i en pressemeddelelse, at man har indgået nyt samarbejde med Tysk Turist Information, som bliver en del af en i forvejen lang række af samarbejder, der søger efter at øge trafikken mellem Danmark og Tyskland.

- Vi vil styrke vores markedsføring gennem et samarbejde med Tysk Turist Information, hvor vi har fokus på fælles kampagner, der gør det endnu mere attraktivt at rejse til Nordtyskland med Scandlines, siger Lars Kyrø, som er VP og Head of Commercial Management hos Scandlines, i en pressemeddelelse.

- Influencere er også kommet i spil. De skaber en høj troværdighed med deres anbefalinger, og indholdet på vores platforme bliver mere livligt og kreativt. Samtidig kan vi nå en målgruppe, som vi måske ikke selv havde fanget, siger han.

Hos Tysk Turist Information er chef Bo Schou Lauridsen begejstret for den nye aftale.

- Det gode samarbejde med Scandlines giver os mulighed for at præsentere danske rejsende for en lang række spændende og miljøvenlige oplevelser i Nordtyskland. Rejselandet Tyskland er stolt af at kunne tilbyde tysklandsentusiaster en række miljøcertificerede destinationer, hvor de kan nyde alt fra smuk natur til kulturelle oplevelser. Samarbejdet med Scandlines gør det nemt for weekendturister at vælge en grøn rejseform uden at skulle gå på kompromis med komfort og servicekvalitet, siger han.

Penge at spare

Foruden det nye samarbejde har Scandlines i mange år haft et tæt samarbejde med turismeorganisationen VisitDenmark, AllTime Travel, som udbyder kør selv-ferier, og McArthurGlen Designer Outlet Neumünster.

Også her er der nyt på tapetet, fortæller Lars Kyrø.

- Alltime Travel udbyder blandt andet en spændende pakkerejse til det populære nordtyske rejsemål Weissenhäuser Strand i samarbejde med os. Her indgår både færgeoverfarten, ophold, aktiviteter og oplevelser i tilbuddet, siger Lars Kyrø.

I samarbejdet med den tyske outletby sælger Scandlines frem til og med februar en billig færgebillet sammen med et såkaldt "Fashion Passport", som giver ti procent ekstra rabat hos outletbutikkerne i Neumünster.

- Det er en del af vores strategi at øge antallet af passagerer – særligt uden for højsæson. Ved at slå kræfterne sammen med andre kan vi udnytte hinandens styrker, nå ud til et bredere publikum og skabe vækst og øget turisme i både Tyskland og Danmark, siger Lars Kyrø.