Indsamler rekordbeløb til julehjælp

Foto: Flemming Karlsen, arkivfoto

Dansk Folkehjælp kan takket være rekordstor indsamling yde julehjælp til hele 14.400 trængte familier i år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Aldrig før har så mange trængte børnefamilier søgt om julehjælp hos hjælpeorganisationen Dansk Folkehjælp med hovedkvarter i Nykøbing, der er landets største uddeler af julehjælp.

Og aldrig tidligere har så mange familier fået del i julehjælpen.

Helt præcis har 15.069 familier søgt om julehjælp i år, og der er indsamlet penge nok til, at 14.401 familier kan få del i hjælpen. Det sidste er i øvrigt 3.000 flere end sidste år.

Det indsamlede beløb er nemlig også rekordhøjt. Ikke mindre end 18.721.387 kroner - altså knapt 19 millioner - er det lykkedes at samle ind.

Det er Ekstra Bladet og Dansk Folkehjælp, som med opbakning fra blandt andre Folketidende står for julehjælpen, og Dansk Folkehjælp betegner indsamlingsresultatet som et udtryk for udbredt samfundssind fra alle kanter af Danmark.

Erhvervslivet og fonde har sammen med Rema 1000 og Elgiganten bidraget med en meget stor andel af pengene, og antallet af private bidragydere er tredoblet i forhold til sidste år.

- Det har på mange måder været et mørkt år, men her mod slutningen af 2020 oplever vi hos Dansk Folkehjælp og Ekstra Bladet et stort og klart lys i mørket. Danskerne er rykket sammen, og vi kan mærke en utrolig stor opbakning fra hele landet til at give alle børn en god og værdig jul.

- Det rekordhøje indsamlingsresultat betyder, at op mod 30.000 fattige og udsatte børn kan se frem til en julegave og forhåbentlig en mor eller far med lidt mere overskud til højtiden.

- Hos Dansk Folkehjælp glæder vi os først og fremmest over den solidaritet, vi har mødt fra alle kanter – og ikke mindst over den klare antydning af, at flere danskere har fået øjnene op for den fattigdom, som gør hverdagen svær for tusindvis af børnefamilier i vores samfund, siger Dansk Folkehjælps generalsekretær Klaus Nørlem i en pressemeddelelse.

Julehjælpen består af julemad og kolonialvarer til en værdi af 500 kroner samt et gavekort på 1.000 kroner til indkøb af gaver til familiens børn.