Ingen penge til privat indkvartering
Kommunerne giver ikke "madpenge" til flygtninge, der er privat indkvarteret, som her i Stubberup. Foto: Claus Hansen
Claus Hansen
Mulighed for at give "madpenge" til flygtninge bruges ikke lokalt.
LOLLAND-FALSTER Guldborgsund og Lolland kommuner giver ikke tilskud til de lokale borgere, som har budt ukrainske flygtninge indenfor og tilbudt kost og logi.
For et par uger siden blev der fra regeringens finansudvalg afsat 20 millioner kroner til de kommuner, som gerne vil støtte de personer og frivillige organisationer, som har valgt at tage imod flygtninge i private hjem.
Dermed blev der mulighed for, at værterne kunne søge kommunerne om tilskud til kost og logi.
- Vi har valgt ikke at bruge den mulighed, siger Guldborgsund Kommunes borgmester, Simon Hansen (S).
- Det er en vurdering af, hvor hjælpen gives bedst. Ukrainske flygtninge, som ikke søger opholdstilladelse eller asyl, er i Danmark på lige fod med turister og har som sådan ikke ret til at modtage offentlige ydelser. Først når de ukrainske flygtninge har søgt opholdstilladelse eller asyl, træder det offentlige til. Hvis man får opholdstilladelse, bliver man boligplaceret af Udlændingestyrelsen i en kommune. Og der kan man som ukrainsk flygtning ønske en kommune, hvis man for eksempel har familie eller netværk i området. Søger man asyl, bliver man som hovedregel anvist ophold i Sandholmlejren, siger Simon Hansen og tilføjer:
- Men det er et dilemma. Vi vil gerne gerne hjælpe, men vi vil også gerne have kendskab til, hvor flygtningene er. Indtil videre har vi ikke fået nogen henvendelser.
Simon Hansen forventer, at der senere kommer en del flere flygtninge til Danmark.
- Måske kommer der så mange, at vi må bede private om hjælp, men der er vi slet ikke nu, forklarer han.
Heller ikke i Lolland Kommune har man valgt at bruge muligheden for udbetaling af de såkaldte "madpenge", siger kommunaldirektør Thomas Knudsen.
- Vi har heller ikke fået nogen henvendelser, men hvis vi får nogen, vil vi dog se på den konkrete sag, forklarer Thomas Knudsen.
Kommunaldirektøren oplyser, at han har kendskab til, at godt 20 flygtninge er privat indkvarteret enten hos familie eller netværk.
Først når flygtninge har fået opholdstilladelse eller søgt om asyl, kan de modtage ydelser fra det offentlige. Både anvisning af bolig, forplejning og tilbud om skoler og børneinstitutioner.
I følge Guldborgsund Kommunes borgmester har der indtil nu kun været ganske få flygtninge på Østre Skole i Nykøbing, som for nylig blev indrettet som transitcenter.
På Havneskolen i Rødbyhavn Skole, hvor der også tidligere på måneden blev etableret transitcenter, har der endnu ikke været nogle flygtninge ukrainske flygtninge forbi, siger kommunaldirektør i Lolland Kommune Thomas Knudsen.
Ukrainere, som søger om asyl eller opholdstilladelse i Danmark, skal normalt bo på et asylcenter, mens deres ansøgning om asyl eller opholdstilladelse behandles. I visse tilfælde kan de dog, efter ansøgning hos Udlændingestyrelsen bo hos ægtefælle, venner eller familie.
Læs også artiklen: "Værtsfamilier kan få kompensation for at huse ukrainske flygtninge"
Seneste artikler
Verner holder liv i krudtrøgen: Han er bidt af særlig hobby
Glistrup trak flere hundrede i Hylddalen
Kæmpe afklapsning: FC Nakskov sikrer historisk oprykning i fodboldlektion
Nykøbing FC smadrer igen rekorder i storsejr
Anføreren forlænger i Nykøbing FC
Mest læste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Værtshus inviterer til dildoparty
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Susan åbner Madkassen
Lokal Rema 1000 snupper førstepladsen for andet år i træk