Ingen store julemiddage i år

Juletiden bliver ikke, som den plejer at være på landsdelens plejecentre. Foto: Anders Knudsen

De store middage på de kommunale plejecentre bliver ikke til noget i år på grund af covid-19.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Allerede før regeringen onsdag eftermiddag indlemmede Lolland Kommune i den efterhånden landsdækkende klub af kommuner, der nu er lukket ned, traf det sundhedsfaglige personale beslutningen om, at de traditionelle fællesfejringer på de 10 plejecentre i Lolland Kommune ikke ville blive, som de plejer. Normalt spiser de, der har lyst, sammen, både beboere og pårørende, men sådan bliver det ikke i år.

- Normalt har vi inviteret de pårørende med til den fælles julespisning på plejecentrene. Det kan vi ikke gøre i år af gode grunde, da vi ikke må have pårørende på fællesarealerne, forklarer Søren Wollesen, ældre- og sundhedschef i Lolland Kommune.

Man kan dog stadig besøge sin familie på plejecentrene i kommunen. Det bliver bare anderledes end tidligere.

- Men man kan besøge de borgere, man er pårørende til, men det er mange års tradition, vi bliver nødt til at springe over. Sådan må det desværre være, det er ærgerligt, men sådan er reglerne lige nu, så der er ikke noget at gøre, understreger Søren Wollesen.

Beslutningen var allerede truffet, før regeringen offentliggjorde, at alle kommuner i Region Sjælland blev ramt af anden runde af nedlukningen. Denne har til gengæld ingen påvirkning på ældreområdet.

- Der er ikke noget i regerings briefing torsdag, der er relevant for os lige nu, siger Søren Wollesen.