Inklusionsbørn må starte forfra efter lockouten

Foto: Polfoto

Lærer Merete Kepp frygter, at lærernes arbejde med inklusionsbørnene i Guldborgsund Kommune på grund af lockouten er tabt på gulvet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lockouten af folkeskolelærerne får store konsekvenser for de børn, der er i inklusionsklasser.

Merete Kepp, der er lockoutet lærer på Nørre Alslev Skole, og som til daglig arbejder med børn i inklusion, mener konflikten ødelægger børnenes tillidsforhold til lærerne, og det betyder, at lærerne må starte helt forfra.

- Jeg kan roligt sige, at jeg er bekymret for, at det store arbejde vi gennem det sidste halvandet år for eksempel har lagt i den klasse, jeg arbejder i, vil ligge i ruiner, når vi kommer tilbage. Vi ved jo godt, at hvis vi bare har været væk et par dage for eksempel på kursus, så tager børnene afstand fra os, når vi kommer tilbage, og det viser tydeligt, at de er bange for, om de nu kan have tillid til os, siger hun.

Ifølge Merete Kepp vil det både også ødelægge arbejdet for de elever i inklusionsklassen, men også dem, der er blevet inkluderet i en almen klasse, som måske vil være nødt til at komme tilbage til inklusionsklassen.

- Når vi kommer tilbage vil de være meget urolige og søgende, og de vil teste de rammer, vi har sat op for dem. Det kan også være, at børnene har glemt reglerne i de tre, fire til fem uger, som lockouten måske varer. Der starter vi helt på bar bund igen. Derudover får det også den konsekvens for børnene i de almene klasser, altså de børn, der er blevet inkluderet i de almene klasser, at de nu igen skal tage stilling til, at de nu sidder sammen med 24 andre børn, og det kan være rigtig svært at overskue den hverdag, siger hun.

Merete Kepp er ked af, at Guldborgsund Kommunes inklusionstiltag og lærernes hårde arbejde nu på grund af lærerkonflikten ligger i ruiner.