Irma-samarbejde giver job på Fejø

Offentliggjort Sidst opdateret

Takket være den kendte butikskæde Irma, har Laust Spandet Jensen, der er frugtavler på Fejø, måttet hyre flere medarbejdere. Frugtavlerne forsyner nemlig landets 83 Irma-butikker med æbler, pærer og blommer, skriver P4 Sjælland.

- Det passer perfekt med vores koncept om at satse på lokalt producerede fødevarer af høj kvalitet, så vi mødes flere gange årligt med Laust Spandet Jensen for at finde frem til nye sorter, som kunderne efterspørger, siger Steen Haugberg, der er varehuschef i Frugt og Grønt, til P4 Sjælland.

Laust Spandet Jensen har i øjeblikket 10 permanente arbejdspladser og 45 sæsonarbejdere.