Iværksættere burde blive i landet

Foto: Anders Knudsen

New zealandske Michael Visser måtte torsdag forlade sit hjem i Nykøbing Falster og rejse tilbage til New Zealand. Det har fået flere politikere op af stolen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Michael Visser kom til Danmark i 2012 på den såkaldte greencard-ordning. Han gik på sprogskole i Nykøbing, og via skolen kom han i praktik i firmaet Data Larsen i Sakskøbing.

Her fandt indehaver Brian Larsen ud af, at Michael Visser, som han siger, var genial til computere. Samtidig var Brian Larsen ved at udvikle et program til kundesikkerhed.

Siden har de to arbejdet sammen om programmet, som var klar til at blive markedsført om kort tid.

Men det har Styrelsen for International Rekruttering og Integration sat en stopper for.

Michael Visser søgte i januar 2015 om at få sin opholds- og arbejdstilladelse forlænget i endnu et år. Men i september fik han besked om, at han skulle rejse. Myndighederne tror ikke på data-projektet.

Du kan læse mere om Michael Visser HER

- Det her er et klokkeklart eksempel på, hvorfor vi skal have skilt begreberne ad. Vi har asylansøgere og så har vi immigranter - dvs. folk, som kommer til Danmark, fordi de gerne vil være her og kan bidrage til vores samfund, fortæller René Christensen fra Dansk Folkeparti til TV ØST.

René Christensen sidder både i byrådet i Guldborgsund og er valgt ind i Folketinget. Han mener, at reglerne for de to grupper bør være forskellige.

- Dem, der kommer og søger asyl skal være på statslige centre. Dem, som kommer til Danmark for at arbejde skal selvfølgelig have mulighed for det. Vi skal lave et system, hvor, når man har været i Danmark i nogle år, så optjener man også retten til de ydelser, som vi har i Danmark, det skal vi have skilt ad. det har vi ikke i dag, og det er det her et godt eksempel på, fordi den her gode borger, som passer sine ting og bidrager til samfundet, er under de samme regler som netop asylansøgere, siger han til TV ØST.

Det er integrations- og udlændingeordfører i Venstre Marcus Knuth enig i.

-Vi har sagt fra Venstres side, at vi skal stramme op for de mennesker, der ulovligt kommer til landet. Vi vil samtidig løsne op for de mennesker, der kommer til landet for eksempel for at skabe en virksomhed. Vi vil i Venstre komme med nogle lempelser for de mennesker, der kommer til Danmark, og vil skabe noget merværdi for samfundet. Det skal selvfølgelig heller ikke være sådan, at bare man kan komme til landet og sige, at man er iværksætter uden så at ansætte nogen. Der skal være nogle krav til omsætning i virksomheden.

-Det er ærgerligt at Michael Visser har måttet forlade landet. Jeg er ikke helt inde i sagen, men som jeg har forstået det, har myndighederne ikke ment at omsætningen i virksomheden var stor nok. Det er ærgerligt, men havde han nu for eksempel haft en ansat kunne han være blevet. Havde han haft et helt almindeligt job kunne han også uden problemer være blevet i landet, forklarer Marcus Knuth.