- Ja, vi er nørder!

Foto: Anders Knudsen

To unge fra Maribo Gymnasium udtaget til anden runde i kemi-OL.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Her står vores kviksølv stadig. Det burde vi nok lige få smidt ud, siger Martin Rasmussen fra 3.d. på Maribo Gymnasium, da han og klassekammeraten Sine Fjeldhøj viser avisens udsendte rundt i gymnasiets nye kemilaboratorium.

De to unge er blevet udtaget til 2. runde i det såkaldte kemi-OL. Derfor drager de 24. januar til København for at dyste i to dage med andre kemi-interesserede unge fra hele landet.

- Vores lærer meldte hele vores hold - Kemi A - til konkurrencen, og de to bedste besvarelser i klassen var så gode nok til at gå videre. Jah, det var så vores, forklarer Martin Rasmussen.

På spørgsmålet, om hvorvidt de to unge så med rette kan kaldes nørder svarer Sine Fjeldhøj:

- Ja, det er vi. Men det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Begge unge går i 3. g., og derfor skal de snart til at beslutte sig for, hvad fremtiden skal byde på. Og for begge drømmer de om et liv med kemi.

- Jeg er ikke helt klar over, hvad jeg vil endnu. Men jeg har overvejet biokemi eller medicin, siger Martin Rasmussen.

Samme studieretning kigger Sine Fjeldhøj i. Hun vil dog gerne bruge kemien i sit arbejde som læge. Begge unge drømmer om at bruge deres flair for kemi til at helbrede sygdomme, udvikle ny medicin, og hjælpe patienter med eksempelvis diabetes.