Jazzmusik for børnene blev udvidet med ansigtsmaling for de stort smilende børn. Et tilbud, der lokkede flere til. Foto: Bill SvendsenBill Svendsen
Masser af aktiviteter for børnene på Femø Jazz Festival.
Klaus Præst JaquéKlausPræst Jaqué
OffentliggjortSidst opdateret
FEMØ Krokodiller kan heldigvis godt lide vand. Så det havde altså ikke skræmt årets børnejazz-navn på Femø Jazz Festival, Kira og Krokodillerne, at Femø tirsdag aften blev ramt af et dobbelt skybrud.
Onsdag formiddag viste solen sig fra tid til anden mellem skyerne, og godt 100 børn og deres forældre og bedsteforældre havde fundet vej til jazzteltet på Femø. Her blev årets gratis børnejazz-koncert, der arrangeres i samarbejde med Lolland Kommune, afholdt.
To institutioner fra fastlandet og børn og voksne fra kvindelejren på Femø var blandt publikum, hvor det var børnene, der indtog dansegulvet.
Forsanger Kira Martini fik lokket de fleste børn fra publikum helt op foran scenen, hvor de dansede og sang med på de jazzede numre for børn, der er originale børnesange skrevet af bandet.
De fremmødte børn skulle ikke være bange for krokodiller, det var nemlig sådan nogle, der pludseligt spillede op. Foto: Bill SvendsenBill Svendsen
For de yngste
Annonce
Som noget nyt kunne børnene i år få malet hjerter, noder eller skrevet 5ø på kinderne. Og festivalen vil gerne gøre endnu mere for de mindste og vigtige jazzgæster.
- Vi ser flere og flere børnefamilier herovre hvert år, og vi prioriterer derfor aktiviteter for børn og deres forældre. Femø Jazz Festival er allerede et godt sted for børn. Vi ligger tæt på stranden i et naturskønt område, men derfor kan børnene jo godt have lyst til at spille lidt fodbold eller minigolf, og det har vi derfor også sat op i år, siger Jørgen Vad, der er formand for Foreningen Femø Jazz.
Og det er også noget, som festivalen kan se virker for de yngste, der mødte talrigt op til de spændende musikalske aktiviteter.
Pludselig kom en måge "flyvende" blandt publikum. Det var bandets trompetist, Peter Marott, der havde skiftet krokodille-kostumet ud med et måge-kostume - til stor fornøjelse for de glade børn. Mågen hed Pelle, og på dette tidspunkt i koncerten havde de fleste børn glemt deres generthed, og de ville derfor gerne være med til at råbe "Pelle, Pelle" og danse i takt med den glade måge.
Femø Jazz Festival varer frem til søndag 4. august med flere koncerter hver dag. Torsdag er der officiel åbningskoncert med bandet Tante Tillies Fodvarmere, hvor festivalen samtidig byder på lagkage og et glas bobler, der dermed officielt starter fire jazzdage.
50-års jubilæum
Det er nemlig 50. gang, at festivalen på Femø med de jazzede toner løber af stablen. Den første gang, 15. august 1970, var besøgstallet på omkring 300 gæster og en kæmpe succes.
Dengang stod en ankomstkomité i form af et hold blæsere klar med jazzmusik, da folk ankom med færgen. Nu til dags er musikken også ombord på færgen, så musikprogrammet allerede starter, inden man går i land.
Med årene er traditionerne udviklet, og der er blandt andet kommet familiejazz i børnehøjde. Men festivalen har stadig rod i New Orleans-jazzen, som også Masterclass-holdet undervises i.
Masterclass er for 15-25-årige musikinteresserede, som udforsker jazzmusikken. Det er Peter Marott, som udover at være instruktør er tovholder. Årets gæsteinstruktør er Kirk Joseph fra New Orleans. En musiker og erfaren underviser, der udmærker sig med en sousafon.
Annonce
Masterclassholdet spiller koncert på søndag, hvor man kan opleve de talentfulde musikere live med deres musik, inden at Leonardo Pedersens Jazzkapel lukker festivalen af.
Indtil da er der masser af livekoncerter, ligesom at 50-året fejres med festlige indslag. Blandt andet skal festivalen torsdag overraskes. En overraskelse, som du kan læse meget mere om i Folketidendes store dækning i fredagsavisen.
Seneste artikler
Skabte uro i lægeklinik
Yacht-sagens dag tre: Endnu flere vidner
Kulturfabrikken klar med nye faciliteter: - Lige det fællesskab, man gik og savnede
Udvalgsformand: - Jeg er ikke imponeret
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Efterlyser vidner i sag om grov vold
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted