Jubel på Fejø over penge fra statspulje: - Det er en meget stor dag
Arkivfoto: Anders Knudsen
.
Der er stor tilfredshed hos flere af de lokale foreninger, der har søgt støtte til forskellige projekter i den statslige landdistriktspulje.
- Det er særdeles kærkomment.
Sådan lyder den første reaktion fra Villy Mortensen, der er formand for Fejø Tekniske Museum.
Det, der er særdeles kærkomment, er et tilsagn fra Landdistriktspuljen under By-, Land- og Kirkeministeriet om 346.081 kroner i støtte til, at museet blandt andet kan få nyt tag og nye porte.
- Vi har søgt en gang tidligere, men der fik vi afslag, så vi er glade nu. Det er en meget stor dag. Nu kan vi få det gamle stråtag væk og få sat nye porte og nye vinduer i, siger han om den økonomiske håndsrækning.
LÆS OGSÅ: Millionbeløb på vej til lokale projekter på Lolland-Falster | folketidende.dk
Og ikke mindst en udskiftning af taget på de mere end 110 år gamle museumsbygninger, der oprindeligt var en firlænget gård, er tiltrængt. Flere steder er der nemlig huller i taget.
- Vi skal have et nyt, rødbrunt stål-profiltag på i stedet. Der er en vis leveringstid på stålpladerne, men vi håber at kunne have det hele klar til sommer, for vi går i gang hurtigst muligt. Det er virkelig tiltrængt, og det bliver et kæmpe løft for ejendommen, siger Villy Mortensen.
Kort efter, at Folketidende har talt med ham, ringer han tilbage:
- Nu kan jeg da slet ikke få armene ned. Nu har vi også lige fået 50.000 kroner fra Nordea Fonden til et nyt gulv i udstillingshallen. Vi skal stadig selv ud at finde lidt ekstra penge til det, men det er en fantastisk hjælp på vejen, siger han.
Museets formål er at beskrive og bevare Fejøs historie gennem tiderne.
Penge til ny madhåndværker-festival
Et andet sted, hvor man også er glad for at have fået tilsagn om støtte fra landdistriktspuljen, er hos Madens Folkemøde.
Folkemødet rykker til næste år fra Engestofte Gods og ind til centrum af Nykøbing, og i den forbindelse vil man lave en ny job- og uddannelsesfestival for børn, unge og deres forældre med titlen "Morgendagens Madhåndværkere".
- Vi har jo haft besøg af uddannelsesinstitutioner i flere år på Madens Folkemøde, men nu vil vi gerne forsøge at samle det og gøre det så bredt som muligt og gå målrettet efter at få flere unge indenfor i mad-branchen.
- Vi håber, at vi kan få besøg af elever fra de ældste klasser på folkeskolerne i området, men også gymnasierne og andre. Vi drøftede det med Celf, dengang vi lavede ansøgningen, og de støttede det, men nu skal vi i gang med at lave konkrete aftaler, siger folkemødedirektør Stine Lolk.
Madens Folkemøde finder sted fra 15. til og med 17. maj næste år.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker