KÆMPE ÆNDRING: SLUT MED KVICKLY OG SUPERBRUGSEN

Kvickly i Nykøbing kommer sandsynligvis til at hedde Coop i fremtiden. Foto: Lise Ravnkilde

Coop nedlægger Irma-kæden og flere af de eksisterende butikker, mens Kvickly og Super Brugsen slås sammen under et nyt navn - også på Lolland og Falster.

Offentliggjort Sidst opdateret

HELE LANDET: Dagligvarekoncernen Coop vil samle de største butikker fra kæderne Kvickly, SuperBrugsen og Irma i én kæde, som skal hedde "Coop". Skriver koncernen i en pressemeddelelse.

Til Folketidende oplyser kommunikationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen at de fire Superbrugsen, Nakskov, Maribo, Sakskøbing og Nørre Alslev samt Kvickly i Nykøbing efter planen alle overgår til koncernens nye navn Coop.

- Det er forventningen, at ændringerne vil være gennemført indenfor det næste halvandet år. I første omgang handler det nu om at få lukket de pågældende Irma-butikker, men efter sommerferien er det meningen, at de første butikker i landet kan lave skiftet og blive til Coop-butikker, siger Jens Juul Nielsen.

Han fortæller, at det endnu er for tidligt at sige, om nogle af de lokale butikker bliver en del af de første ændringer efter sommerferien.

De lokale Dagli' Brugsen på Lolland og Falster skal i den nærmeste fremtid også tage navneforandring og kun gå under navnet Brugsen.

Hidtil har man haft Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta, 365discount, Irma, Coop.dk Shopping og Coop.dk MAD.

Det bliver nu reduceret til Coop, 365discount og Brugsen.

I de kommende Coop-butikker vil man kunne finde udvalgte varer fra Irma.