Kæmpe sommerhusprojekt tættere på virkelighed

I fremtiden kan der komme til at ligge op til 110 sommerhuse i området. Visualisering: Sommerland Falster

Nu er det store sommerhusområde ved Marielyst et skridt tættere på at blive til virkelighed.

Offentliggjort Sidst opdateret

Engang kunne børn og forældre glide ned ad vandrutsjebaner i Sommerland Falster ved Marielyst.

Det er dog flere år siden, forlystelseslysene slukkede.

Men nu er støvet pustet af sommerlandsplanerne. Forpagterne af campingpladsen åbner til maj Family Fun Park Marielyst, hvor der både er plads til campister og sommerlandsgæster.

Det projekt kommer dog slet ikke til at strække sig over de godt 19 hektar, ejeren René Hansen Andréa råder over. Så hvad skal der ske med resten?

Ejeren har store planer, der går fra 110 sommerhuse til et stort feriecenter.

Læs også: 110 nye sommerhuse? Store planer for gammel forlystelsespark

Tættere på virkelighed

Førstnævnte er nu tættere på at blive til virkelighed, efter Teknik-, Klima- og Miljøudvalget har sagt god for, at udarbejdelsen af lokalplanen kan gå i gang.

Faktisk er det ikke de eneste sommerhusgrunde, udvalget tog stilling til. Også lokalplansarbejdet for op til 50 sommerhusgrunde ikke så langt fra Sommerland Falster og 15 grunde ved Sildestrup Øvej skal opstartes.

- Vi kan se en stor interesse fra både borgere til at bygge, men også fra turister til at holde sommerferie i og omkring Marielyst. Hvis vi skal sikre, at der er mulighed for vækst, skal der også være mulighed for, at nye sommerhusgrunde kommer til, siger udvalgsformand Jesper Blomberg (M).

Artiklen fortsætter efter billedet ...

På billedet ses de to områder på Godthaabs Allé. Både ved det gamle Sommerland Falster og på den anden side af vejen. Ved Sommerland Falster kan der udstykkes op til 110 sommerhuse, mens der på modsatte side kan udstykkes 50. Foto: Guldborgsund Kommune

Mundret bekendtgørelse

For at forstå, hvorfor netop disse områder behandles nu, skal vi tilbage til 15. januar 2022. Her trådte bekendtgørelsen med det mundrette navn Bekendtgørelse om landsplandirektiv 2021 for udlæg og omplacering af sommerhusområder i kystnærhedszonen i kraft. Her besluttede By-, Bolig- og Kirkeministeriet, at blandt andre disse områder kunne udlægges til sommerhuse.

Vi skal selvfølgelig ikke have et tivoliseret slaraffenland, hvor man kan gøre, hvad man vil. Vi skal have fælles regler,

Jesper Blomberg (M), formand for Teknik-, Klima- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune

Fire år efter direktivet skal lokalplanerne være på plads. Og derfor tikker uret ned til 15. januar næste år, hvor der skal være styr på planerne.

Jesper Blomberg mener dog, at der er tid nok.

- Det er ikke den mest komplicerede sag, da det er nemt tilgængelige områder. Der er også et ønske fra nogle af dem, der ejer grundene i forvejen, om at de skal udlægges.

De tre nye sommerhusområder

  • Et område på cirka 16,8 hektar ved tidligere Sommerland Falster (nord for Godthaabs Allé), hvor der må udstykkes op til 110 sommerhusgrunde.
  • Et område på cirka 8,1 hektar ved Godthaabs Allé (syd for vejen), hvor der må udstykkes op til 50 sommerhusgrunde. 
  • Et område på cirka 2 hektar ved Sildestrup Øvej, hvor der må udstykkes op til 15 sommerhusgrunde. 
Kilde: Guldborgsund Kommune

Plads og tid

Selvom mange andre også bejler til at få nye lokalplaner, har kommunen en begrænset medarbejderskare. Derfor skal der prioriteres, understreger udvalgsformanden.

- Alt bliver selvfølgelig gjort med rettidig omhu. Og lige nu har man fra forvaltningen vurderet, at der er plads og tid til at udarbejde de her to lokalplaner – den ene for Godthåbsallé og Sommerland Falster, og den anden for Sildestrup Øvej.

Artiklen fortsætter efter billedet ...

På billedet ses det to hektar store område ved Sildestrup Øvej. Her må der udstykkes 15 grunde, hvis lokalplanen vedtages. Illustration: Guldborgsund Kommune

Bliver det oversvømmet?

Januar sidste år fossede vandet ind i flere sommerhusområder ved Marielyst. Et område i Gedesby var særligt hårdt ramt. Dronebilleder viste, hvordan området mere mindede om Venedig end Sydfalster.

Læs også: Nyt sommerland på Falster: - De har savnet det

Områderne både ved Godthåbsallé og Sildestrup Øvej ligger meget lavt – flere steder ned til kote 0,0, altså på havoverflade-niveau.

For lidt over et år siden blev dele af Gedesby oversvømmet. Nu er der sat gang i lokalplansarbejdet ikke så langt derfra. Hvorfor er det en god idé at bygge der?

- Det er klart, at det er mere attraktivt at have et sommerhus tæt ved stranden i sommerhusområdet, end hvis det ligger inde i en by. Ellers havde vi set flere fleksboliger solgt som sommerhusgrunde. Det er ikke tilfældet. Man vil gerne ud i det miljø, som sommerhusområderne giver.

- Vi har fokus på de klimaændringer, vi står overfor. Og vi skal være forudsigende nok til at sige, at vi skal have regnvandsbassiner, bedre vandafledning, og så skal vi kigge på fundamenthøjden på nybyggerier, siger Jesper Blomberg.

Til april kommer Teknik-, Klima- og Miljøudvalget til at se på fundamenthøjden i forhold til de eksisterende lokalplaner og servitutter.

- Hvis man hæver fundamentet på et hus eller sætter det på punktfundament, vil der ikke ske de samme skader på ejerens værdier, som man har set ved de seneste naturudfordringer.

- Vi skal selvfølgelig ikke have et tivoliseret slaraffenland, hvor man kan gøre, hvad man vil. Vi skal have fælles regler, vi holder os indenfor. Vi kigger nu ind i, hvordan vi kan strukturere dem, så de bliver bedre tilpasset de klimatiske udfordringer, vi har.