Kæmpegevinst til regional lottospiller

Arkivfoto

En heldig lottospiller fra Region Sjælland kan snart shoppe julegaver for et tocifret millionbeløb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Julen bliver nok lidt sødere i år, og måske bliver der råd til lidt større julegaver for en heldig lottovinder fra Region Sjælland, som Lolland-Falster som bekendt er en del af.

Danske Spil oplyser onsdag formiddag i en pressemeddelelse, at der i forbindelse med tirsdagens trækning i Eurojackpot-spillet blev udtrukket tre danske vindere af andenpræmien.

De tre kan alle se frem til at modtage næsten 23 millioner skattefrie kroner hver. Helt præcist er gevinsten på 22.970.883 kroner. Det er ikke præciseret nærmere hvor i Region Sjælland, den regionale vinder kommer fra.

De to øvrige danske vindere kommer fra henholdsvis Sønderborg og Aarhus kommuner.

- Her fra Danske Spil skal der lyde et stort tillykke til de heldige vindere. Vi synes, det er en fest hver gang, at en dansker vinder i vores lotterier.

- Vores specialuddannede rådgivere sidder klar til at tage hånd om de danskere, der vinder større gevinster, så vi er sikre på, at overgangen fra almindeligt bemidlet til mangemillionær går så let og gnidningsfrit som muligt, siger Malene Mølgaard, der er er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.

Selvom det måske lyder som en stor gevinst, så er det som nævnt ikke førstepræmien. Den blev ikke udløst og går derfor videre til næste trækning på fredag med en pulje på ikke mindre end 750 millioner kroner.

Danske Spil har endnu ikke talt med vinderne.