KAOS I NYE BORGERLIGE: - HELT ANDERS AND-AGTIGT
Rasmus Aage er tidligere formand for Nye Borgerlige Guldborgsund, men meldte sig ud i slutningen af januar. Arkivfoto: Niels Lund Pedersen
Niels Lund Pedersen
Tidligere formand for Nye Borgerlige i Guldborgsund trak sig fra partiet, men følger med i det kaotiske forløb fra sidelinjen.
Siden Pernille Vermund valgte at gå ned fra formandsstolen, har Nye Borgerlige kuldsejlet. Og et kaotisk forløb kulminerede torsdag aften, da en enig bestyrelse valgte at ekskludere Lars Boje Mathiesen (NB).
På Falster sidder den tidligere formand for Nye Borgerlige Guldborgsund og følger med i et show, der efter hans mening er "helt Anders And-agtigt."
Rasmus Aage var både formand for Nye Borgerlige Guldborgsund og stillede også op for partiet til kommunalvalget i 2017.
Men Nye Borgerliges deroute blev for meget, og han valgte at springe fra den synkende skude.
- Jeg følte ikke, at jeg havde så meget tilfælles med partiet længere, fortæller Rasmus Aage.
Solorytteren
Torsdag kom det frem, at Nye Borgerliges bestyrelse havde valgt at ekskludere Lars Boje Mathiesen, efter han angiveligt havde krævet et større pengebeløb.
Og ifølge Rasmus Aage kan der være en forklaring på, hvorfor Lars Boje Mathiesen har handlet, som han har gjort.
- Det viser, at Lars Boje Mathiesen muligvis er den solorytter, som Mikkel Bjørn anklagede ham for, siger Rasmus Aage.
Mikkel Bjørn var et tidligere meget fremtrædende medlem af Nye Borgerlige. Han valgte at forlade partiet og springe videre til Dansk Folkeparti, da han ikke kunne arbejde under Lars Boje Mathiesen.
Trist
Rasmus Aage er trist på de to partistiftere - Pernille Vermund og Peter Seiers - vegne. Men allerede tilbage i januar valgte han at melde sig ud af partiet.
I Folketidende skrev han et læserbrev, hvor han fortalte, at partiet var splittet i en nationalkonservativ og liberal fløj.
Rasmus Aage er selv nationalkonservativ, mens Lars Boje Mathiesen tilhører den anden.
Nu er begge to fortid i partiet.
Rasmus Aage valgte selv at gå. Lars Boye Mathiesen blev smidt ud.
Folketidende talte med Rasmus Aage, inden det kom frem, at Pernille Vermund havde meldt sig som formandskandidat.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker