Kasper Roug: Kun få fiskere har søgt om lov til at skyde sæler

Kasper Roug vil lade en ny ordning køre et stykke tid, før han vil se på andre muligheder for at regulere bestanden af sæler. Foto: Ingrid Riis

Fiskere klager over et stigende problem med sæler og ønsker regulering. Fiskeriordfører Kasper Roug vil afvente effekten af ny ordning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et stigende antal sæler i de danske farvande får fiskerne til at klage sig: Sælerne tager deres fisk og ødelægger deres garn.

Problemet er blevet så stort, at blandt andre Foreningen for Skånsomt Kystfiskeri efterlyser en central regulering af sælbestanden.

Det ønske blev det lokale folketingsmedlem Kasper Roug, der er Socialdemokratiets fiskeriordfører, onsdag konfronteret med på Radio4.

Her fortalte han, at der for få måneder siden er åbnet for, at fiskerne hver især kan søge om tilladelse til regulere sælbestandene ved at skyde dem. Den ordning har dog ikke fået lov at virke længe nok, mener han.

- Vi har ikke i øjeblikket fået særligt mange henvendelser fra fiskerne, sagde Kasper Roug og tilføjede, at man derfor bør se tiden an, inden man eksempelvis tyer til at lade et centralt organ stå for reguleringen.

- Nu har vi et redskab, vi lige skal prøve af først, sagde han.

Hør indslaget fra Radio4 her: