Katolske menigheder på LF samles til ét sogn

Foto: Arkivfoto: Jan Knudsen

Fra 1. april bliver de tre katolske menigheder på Lolland-Falster samlet til Sankt Josefs Sogn.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et stort fald i antallet af katolikker på Lolland-Falster får fra 1. april betydning for de tre sogne i området. Det katolske bispedømme i Danmark har besluttet at samle sognene til Sankt Josef Sogn, med kirker i Nykøbing og Maribo, samt et ugentligt messested i Nakskov.

Navnet til den nye fælles menighed er valgt af et flertal af de nuværende menighedsmedlemmer, men med modstand fra Maribo, der ønskede at sognet skulle hedde Sankt Birgitta Sogn.

På et menighedsmøde i mandags blev de tre katolske menigheder orienteret om beslutningerne, som er et led i det såkaldte nye katolske danmarkskort. Danmarkskortet har betydet lukninger af katolske kirker flere steder i landet, og lokalt var det længe ventet, at Sankt Birgitta Kirke i Maribo ville lukke. Den fik dog lov at bestå, og i stedet for besluttede man sidste år at lukke kirken i Nakskov.

I Danmark er den katolske kirke presset, selv om antallet af katolikker næsten er fordoblet i de seneste 50 år. Mange er dog ikke registreret som katolikker og betaler derfor ikke kirkeskat.

- Det skyldes ikke mindst, at der i Danmark er rigtig mange store grupper af katolikker fra udlandet. Især fra Filippinerne, Polen og Vietnam, forklarer generalvikar Niels Engelbrecht fra bispedømmet.

Med de mange katolikker i Danmark har præsterne rigeligt at se til, men udviklingen i antallet af præster går den modsatte vej. På 50 år er antallet næsten halveret, så der i dag er 69 præster til at passe de danske menigheder.

I den kommende Sankt Josefs Menighed på Lolland-Falster skal to præster passe de to kirker og det ene messested.

Du kan læse mere om sognesammenlægningen i onsdagens udgave af Folketidende.

Klik her for at læse Folketidende på PC

Klik her for at læse via en mobil enhed