Et slag fra Kem Ljungquist i leveren blev mere, end hvad den to meter høje ukrainer kunne tage i aftenens sværvægtsopgør. Foto: Henrik KristensenHenrik Kristensen
Kem Ljungquist så skarp og farlig ud, da han ruinerede sin modstanders ubesejrede stime med en knockout torsdag aften i Frederiksberg Hallerne.
KØBENHAVN, FOLKETIDENDE: Med nummer to knockout-sejr på en uge cementerede Nykøbings Kem Ljungquist, at han vil gøre alt for at nå boksningens top. Den 31-årige bokser har siden september 2021 stået uden promoter i en af de mest usikre tider i sportens historie, men nu kan statistikkerne langsomt begynde at tiltrække den opmærksomhed, Kem Ljungquist sigter efter. Med aftenens eneste knockout, gav han i hvert fald folk noget at snakke om
- I forhold til, hvad jeg lægger i det, så kommer det ikke som en overraskelse. Jeg laver stadig småfejl, men Rom blev ikke bygget på en dag, siger Kem Ljungquist.
Falstringen imponerede i de seks omgange, hvor han gang på gang får læst sin ukrainske modstander som en åben bog. Det er ikke noget tilfælde, mener han, og henviser til, at det man så, blot var frugten af hans - og hans træner fra Herlev, Rachid Idrissi's - fortjeneste.
Spænding fra start
Der var lagt i kakkelovnen fra start, hvor Kem Ljungquist havde valgt at gå ind til 'Can't Stop' med Red Hot Chili Peppers til tilskuernes store begejstring. Det var to modstandere, der udlignede hinanden med deres højde, men det var klart Kem, der havde mest erfaring at trække på.
Annonce
- Jeg bruger hovedet og erfaringen og ved, at selvom han trykker på her i starten, så er jeg bedre til at disponere over mine kræfter. Jeg vidste, at hvis jeg bare trak kampen lidt ud, så kunne jeg nedbryde hans forsvar, siger Kem Ljungquist.
Efter nogle mere lige første omgange, bliver det tydeligt, at den høje falstring får mere og mere taget på sin modstander. Især fra femte og igennem sjette omgang, nedbryder Ljungquist Vyacheslav Zhyvotyagin og kunne til sidst med præcise slag i ukrainerens sideleje, afslutte opgøret to omgange før tid.
Kem Ljungquist arbejdede bag sine jabs, men der var også en ivrighed til at uddele klø- der også resulterede i en KO. Foto: Henrik Kristensen.Henrik Kristensen
- Knockoutsejre, det er dem, vi samler på, siger Kem Ljungquist efter kampen.
Den tredobbelte danmarksmester kan nu reflektere over den perfekte start til sin comeback til professionel boksning, hvor han håber, at boksning kan blive det eneste, han fokuserer på i sin dagligdag og liv.
- Jeg håber, at jeg kan leve af boksning igen, det er det, der er drømmen. Jeg arbejder på nogle småting lige nu, og hvis alting holder, så er jeg tilbage i ringen meget snart igen, siger bokse-fyrtårnet slutteligt.