Kirker tvinges til at tænke kreativt til jul

På grund af corona-restriktionerne er der begrænset med pladser ved de kommende julegudstjenester. Det har tvunget de lokale kirker til at tænke kreativt for at få plads til flest muligt. På billedet ses Horslunde Kirke. Foto: Anders Knudsen/arkiv

Juleaften er en af de dage på året, hvor flest danskere går i kirke, men i år bliver det på grund af corona-restriktionerne meget anderledes og forskelligt fra kirke til kirke - også i de lokale kirker.

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND-FALSTER Kirken er måske ikke et af de steder, danskerne generelt besøger særligt ofte i løbet af et år. Men for rigtig mange er det en fast tradition at gå i kirke juleaftensdag.

Den tradition kan man også fortsætte med i år, men som stort set alt andet her i 2020 bliver det på en anden måde, end vi er vant til, på grund af corona-pandemien og de tilhørende restriktioner.

Det gælder også på Lolland-Falster, og derfor er biskop, præster, provster, menighedsråd og andre med andel i julegudstjenesterne tvunget til at tænke kreativt, hvis det atter skal blive jul i den gamle kirke.

Som det er i øjeblikket, er kirkerne undtaget for de officielle regler om forsamlingsforbud.

I stedet gælder der i folkekirken et afstands- og arealkrav.

Det vil kort fortalt sige, at det højst tilladte antal af kirkegængere i stedet udregnes efter størrelsen på kirkerummet samt et afstandskrav mellem de enkelte kirkegængere - medmindre der er tale om familier - på to meter, hvis der synges, og en meter, hvis der ikke synges.

En tredjedel går i kirke

- Omkring en tredjedel af Danmarks befolkning går i kirke juleaften, men i år er der under halvdelen af den normale kapacitet til rådighed. Derfor opfordrer vi præsterne til at holde flere og kortere gudstjenester.

- Fra Kirkeministeriets side er der sendt en anbefaling ud til præsterne om blandt andet at benytte et online-bookingsystem, så folk kan bestille plads på forhånd, og mit indtryk er, at præsterne er kreative og prøver at finde på alternative løsninger, fortæller biskop over Lolland-Falsters Stift, Marianne Gaarden.

- Kirken bidrager til sammenhængskraften i samfundet i en krisetid, og derfor er det vigtigt, at vi holder åbent, tilføjer hun.

Derfor glæder hun sig over, at julen netop i år falder op til en weekend.

Det giver nemlig mulighed for at holde gudstjenester flere dage i træk, så de, der måske ikke kan få en plads i kirken selve juleaftensdag, i stedet kan komme en af de andre dage.

- Nogle holder familiegudstjeneste 23. december, og der er også gudstjenester både juledag og anden juledag 25. og 26. december og endda også 27. december, for da er det julesøndag, fortæller Marianne Gaarden.

Selv hvis man ikke har lyst eller mulighed for fysisk at være til stede i kirken, er der muligheder.

For eksempel har Strandkirken i Marielyst indgået en aftale med TV2 Øst, som vil sende fra kirken både 24. december, hvor det i øvrigt er biskoppen selv, der står for gudstjenesten, samt 25. og 26. december. Og 27. december transmitterer DR P1 højmessen fra Maribo Domkirke direkte i radioen.

Syv gudstjenester

En af de lokale sognepræster, der har tænkt kreativt, er Lill Arendt Hemmingsen i Nordre Kirke i Nykøbing. Hun har ikke færre end syv gudstjenester på programmet juleaftensdag.

- Jeg vil lave noget andet end en decideret højmesse, da vi ikke kan være ret mange i kirken ad gangen. Så jeg er i fuld sving sammen med frivillige og mine konfirmander med at forberede et arrangement med en kort juleandagt og mulighed for en Betlehems-vandring på kirkegården bagefter.

- Konfirmanderne er ved at lave fire oplyste julekrybber, som skal stå udenfor og illustrere fortællingen om Josef og Jomfru Marias rejse til Betlehem og Jesusbarnets fødsel.

- Mens folk går ind i kirken, synger koret. Derefter siger vi Fadervor, og jeg lyser velsignelsen, hvorefter koret synger "Glade Jul", og så går man ud igen. Det varer højst 15-20 minutter, så det er mere en andagt, end det er en egentlig julegudstjeneste, forklarer Lill Arendt Hemmingsen og tilføjer, at der maksimalt er plads til 24 kirkegængere i Nordre Kirke ad gangen.

Efter andagten er der mulighed for at gå ud på kirkegården og se nærmere på de fire julekrybber. De bliver i øvrigt stående hele julen, oplyser Lill Arendt Hemmingsen.

Overvejede en lade

En anden, der har været nødt til at tænke kreativt, er Johannes Kruse Kristensen, provst i Lolland Østre Provsti, som dækker det meste af de tidligere Sakskøbing og Nysted kommuner samt Toreby.

- Vi har jo været forberedt på det i et stykke tid, men det har udviklet sig værre, end vi havde forestillet os. Jeg havde håbet, at vi kunne bruge en af de store lader på Krenkerup Gods til at holde gudstjenesterne i, men i takt med at smittetallene er steget hernede også, synes jeg ikke, at det er den rigtige løsning.

- I stedet har vi valgt at lægge så mange gudstjenester ind som muligt, når vi også skal huske at tage hensyn til personalet, og så må det være det. Der er desværre ingen optimal løsning, så jeg håber, at folk i stedet vil bruge nogle af de andre juledage til at komme i kirke, hvis ikke de kan få plads juleaften, siger han.

Og i Lolland Østre Provsti er der ikke planer om at indføre bookingsystem.

- Jeg synes ikke, det er den rigtige løsning. Der er mange af vores brugere, der ikke er så vant til at bruge den slags digitale løsninger. Så det bliver efter først til mølle-princippet. Min erfaring gennem coronatiden er, at folk er meget forstående, så jeg tror ikke, at det kommer til at give så store problemer. Men vi er kede af, at vi ikke kan give folk det, vi gerne vil, siger Johannes Kruse Kristensen.

Du kan holde dig opdateret om situationen i din lokale kirke ved at klikke ind på den enkelte kirkes hjemmeside eller facebookside eller via hjemmesiden sogn.dk.