Klager til ombudsmanden over kommunal sponsoraftale
Thomas Tranberg. Arkivfoto Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Strid om kommunal sponsorstøtte til elitesport havner nu hos Folketingets Ombudsmand.
Hvorfor smide flere hundrede tusinde ud på reklame, når man er alene på markedet og ikke har konkurrenter at slås mod?
Det spørgsmål har en borger på Nordfalster stillet sig selv. Han mener, at kommunens forsyningsselskab, Guldborgsund Forsyning, udnytter sit monopol til "at tørre" 200.000 kroner af på forbrugerne gennem en sponsoraftale med kommunens fodbold- og håndboldhold. Det skriver DR P4 Sjælland.
- Borgerne, som skal betale, har jo ingen reel mulighed for at skifte til anden leverandør af kloak, fjernevarme eller drikkevand, siger klageren Thomas Tranberg.
Ifølge Thomas Tranberg fra Vålse er sponsorater slet ikke en opgave for et offentligt forsyningsselskab.
- Det er jo monopolpenge, man sponsorerer for. Det er penge, som man tvangsindkræver, og borgerne, som betaler regningen, har ikke nogen mulighed for at frasige sig retten til det, siger han til DR P4 Sjælland.
Det 100 procent kommunalt ejede selskab håndterer drikkevand, fjernvarme og spildevand i store dele af kommunen. Og her kan det bare kradse de 200.000 sponsorkroner ind - uden risiko for kunderne forsvinder, mener Thomas Tranberg.
- Det er jo borgerne, der mister dem, fordi man tørrer udgiften af på driftsomkostninger, og det afspejler sig direkte i vandafledningsafgiften, siger han.
Formanden for bestyrelsen i Guldborgsund Forsyning, byrådsmedlem
Henning Kamper, afviser kritikken. Han mener, at blandt andet deltagelse i sponsorarrangementer ved kampe er en gevinst for både vand-, varme og kloakkunderne:
- Vi har en opfattelse af, at vi får bedre priser hos vores leverandører, når vi får lov til at snakke med dem. Så vil det være en god forretning for samtlige forbrugere indenfor forsyningsområdet, siger bestyrelsesformanden til DR P4 Sjælland.
Ifølge formanden betyder sponsoraterne, at selskabet kan lave et "bedre produkt til en billigere penge".
Men der behøver ikke være noget galt i at lave sponsorater. Det er meldingen fra en juridisk ekspert. Han forholder sig ikke til den konkrete sag, men principielt må også et monopol gøre reklame for sig selv.
- Det kunne være for at beholde sit monopol. Det kan også være noget med, at man gerne vil markedsføre sig selv som virksomhed for eksempel for at tiltrække gode medarbejdere, fastslår juraprofessor Karsten Naundrup Olesen til DR P4 Sjælland.
Det vigtigste er, om sponsorkontrakterne er indgået til "markedsværdi", altså at det kommunalt ejede selskab ikke betaler overpris eller slipper specielt billigt. Og så skal selskabet være meget omhyggelig med at placere udgifterne på kloakkunder, på fjernvarmen eller drikkevand.
- Nogle af reguleringerne siger altså, at man kun må vælte nødvendige omkostninger over på forbrugerne.
Thomas Tranberg har klaget til Folketingets Ombudsmand, der nu skal kigge på de sportssponsorater, som Guldborgsund Forsyning har indgået.
Ombudsmandens kontor bekræfter over for DR P4 Sjælland at have modtaget klagen.
Normalt går det et par måneder med at gennemlæse og vurdere en sag. Hvis ombudsmanden så beslutter at "realitetsbehandle" som det hedder, så går der yderligere 3-4 måneder, før der foreligger en endelig udtalelse.
Fakta:
Guldborgsund Forsyning - 100 procent kommunalt ejet og med kommunalpolitikere i bestyrelsen - har indgået et sponsorat med NFH´s håndboldkvinder i ligaen og Nykøbing FC´s fodboldherrer i 2. division.
Det betyder, at selskabet over to sæsoner betaler 200.000 kroner for at indgå i kredsen af sponsorer.
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik