KNAP 21 MILLIONER UDDELT

Tre facader står i dag knivskarpt efter istandsættelse med tilskud fra Bymidtefonden, nemlig Søndergade 34 og Søndergade 36-38 (Kop & Kande er to huse, men én ejendom). Foto: Stina Jørgensen

Bymidtefond har snart delt alle penge ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: Normalt er det en nedslående besked, at kassen er tom.

Men i dette tilfælde er det faktisk en positiv nyhed.

Kassen, der er tale om, er nemlig Nakskov 2030s Bymidtefond, som 1. november lukker for ansøgninger af den simple grund, at der ikke er flere penge at dele ud af.

- Der er omkring 2 millioner kroner tilbage, men da der er mange forprojekter, som er godkendt, men endnu ikke er gået videre til selve istandsættelse og derfor ikke har fået udbetalt de bevilgede penge, regner vi ikke med, at særligt mange nye projekter kan nå at få del i fondspengene, siger byplanlægger Malene F. Borgny fra Nakskov 2030.

Populær fond

Bymidtefonden så dagens lys i sommeren 2020, og første ansøgning indløb for nøjagtigt to år siden - i efteråret 2020.

I alt 80 projekter har søgt at få del i de 21 millioner kroner.

Af dem er 35 istandsættelser blevet godkendt, og faktisk kan man allerede nu se positive forandringer i bybilledet, som skyldes Bymidtefonden: I Bibostræde er flere af husene blevet sat i stand, i Søndergade er adskillige bygninger blevet shinet op, eksempelvis Søndergade 2, hvor Nakskov 2030 har til huse, nummer 34, 36 og 38 er blevet malet, og i Søndergade 42, hvor Kagehjørnet og Hotel Harmonien har adresse, er der kommet nye vinduer i facaden.

Axeltorv 16, hvor Café Bitas bor, har fået en ordentlig overhaling med blandt andet nyt tag og nye vinduer, i Vejlegade er nummer 4 og 6 blevet sat i stand, og i Nygade 3-5 vil Lohse snart fremstå med en flot og gennemrestaureret facade, når stilladerne forsvinder.

Det er blot for at nævne et udsnit af de bevaringsværdige huse i Nakskovs bymidte, som har fået penge fra Bymidtefonden.

Støtten har været lige fra 50.000 kroner til 1,9 millioner kroner.

80 forprojekter

Inden man har fået bevilget penge fra Bymidtefoden, har istandsættelsen skullet godkendes gennem et forprojekt, som er blevet foretaget af arkitekter eller bygningssagkyndige.

Det er forskelligt, hvor stor en procentdel af udgifterne fonden har dækket. Dog er der et loft på 75 procent.

- Langtfra alle, der har fået godkendt deres istandsættelse i et forprojekt, er gået videre til selve det konkrete arbejde og kan derfor ikke få udbetalt fondspengene. Men det kan alligevel være en fordel at have fået huset gennemgået af en bygningssagkyndig. Så kender man præcis standen på ens ejendom og kan måske senere gå i gang med istandsættelse på egen hånd, siger Malene F. Borgny, som også fortæller, at fonden ikke har givet penge til tom forskønnelse, hvor en flot renoveret facade gemmer på et pilråddent indre.

Har man fået penge til at et nyt tag ud til gaden, skal taget ud til gården altså også ordnes.

Ligeledes skal bygningen have en funktion og ikke stå tom, hvis den er blevet godkendt til at få et skud penge fra den nu snart tomme Bymidtefond.