København vil købe vores mad

Frank Jensen (tv.) og Holger Schou Rasmussen (th.) Foto: David Arnholm

Guldborgsund og Lolland Kommuner er blevet inviteret med i Fødevarefællesskabet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Kommune driver over 900 køkkener og bruger 11.000 tons fødevarer om året. En god del af dem skal måske fremover leveres af producenter fra Lolland-Falster.

I hvert fald fik Guldborgsund Kommune på Folkemødet en invitation fra Rasmus Kjeldahl, der er bestyrelsesformand for Københavns Madhus, til at være med i “Madfællesskabet”.

Og i en debat med Københavns overborgmester Frank Jensen (S) fik borgmester Holger Schou Rasmussen (S) en lignende invitation til Lolland Kommune.

- Vi skal sørge for, at vi har sunde og rene fødevarer. Det samarbejder vi med Bornholms Regionskommune og Lejre Kommune om, og der er en stående invitation til Lolland Kommune om at være med. Det håber jeg kan være en løftestang til at markedsføre produkter fra Lolland, sagde Frank Jensen, der tidligere har besøgt blandt andet Knuthenlund sammen med Holger Schou Rasmussen.

Konkret vil aftalen indebære, at små og store producenter kan garanteres et salg, hvis de lever op til bestemte krav - eksempelvis om økologi.

Borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder (G) glæder sig over invitationen, som han nu vil drøfte med blandt andre Business LF.

- Det er en indgang til en afsætningskanal og er en af de konkrete ting, der er kommet ud af Folkemødet. Det giver måske den motivation, der skal til for at lave flere specialproduktioner eller tage skridtet og omlægge til økologi. Det her vil skabe flere arbejdspladser inden for fødevareproduktionen, siger John Brædder.

Fødevarefællesskabet er blot ét eksempel på samarbejder med København.

Læs mere i onsdagens udgave af Folketidende.


Klik her for at læse Folketidende på PC
Klik her for at læse via en mobil enhed