Kommune justerer retningslinjer for nødpasning

Foto: Jan Knudsen, arkivfoto

Mere præcise retningslinjer fra myndighederne gør, at Lolland Kommune nu kan give mere præcise retningslinjer for nødpasning.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hvem kan få sit barn eller sine børn passet i kommunernes nødpasningsordning, og hvem kan ikke?
Det har været noget af det, som mange børnefamilier har været nødt til at holde godt øje med i forbindelse med den igangværende coronakrise, hvor skoler og dagtilbud over en bred kam er lukket ned.

I den forbindelse slog Lolland Kommune i går, mandag, et sæt justerede retningslinjer for nødpasning op på deres Facebookside. Retningslinjerne blev justeret i forhold til de tidligere udsendte, fordi der henover weekenden var kommet mere præcise retningslinjer i form af et udkast til hastelovgivning, oplyser kommunen.

Derfor er reglerne nu sådan, at nødpasning gælder for følgende grupper, fremgår det af kommunens Facebookside:

1. 0‐9‐årige børn, hvis forældre varetager samfundskritiske funktioner som ansatte i for eksempel ældre‐ og sundhedssektoren, sociale tilbud, sikring af infrastruktur, politi eller transport‐ og forsyningsvirksomheder. Forældrene skal have afsøgt alle relevante pasningsmuligheder.

2. 0‐9‐årige børn, hvis forældre er ansat i en privat virksomhed, der ikke har hjemsendt medarbejderne. Forældrene skal have afsøgt alle relevante pasningsmuligheder.

3. Børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov, herunder begrundet i forhold i hjemmet.

Dette gælder for børn fra kommunale skoler og dagtilbud OG børn fra private skoler og dagtilbud, hvor det private tilbud er lukket, uden at der er etableret nødpasning, skriver kommunen i opslaget.

Hvis man har behov for nødpasning af et barn, som går i et kommunalt tilbud, skal man kontakte lederen af skolen eller dagtilbuddet. Har man behov for nødpasning af et barn, som går i et privat tilbud, skal man kontakte kommunens sektor for Skole og Dagtilbud på telefon 23 80 73 67.

Lolland Kommune tilføjer, at der stadig først vil være mulighed for nødpasning af fra Maribo Skoles Blæsenborgafdeling og Centerafdeling fra 25. marts.
Det skyldes, at der er tale om en særlig skolelukning, fordi eleverne på de to afdelinger på samme matrikel har været i kontakt med en elev, der er blevet konstateret smittet med corona.