Kommune støtter vinterrevy
Guldborgsund Kommune er klar med støtte, når Mickey Pless sætter en vinterrevy på plakaten. Foto: Nykøbing Falster Vinterrevy.
Foto: Nykøbing Falster Vinterrevy.
I januar var det meningen, at Nykøbing Falster Revyen skulle have spillet en vinterrevy. Men grundet coronasituationen blev den ikke til noget. Men næste vinter har revydirektør Mickey Pless sat en vinterrevy på plakaten igen.
I Guldborgsund Kommune har man valgt at støtte en vinterrevy med 100.000 kroner.
Nykøbing Falster Revyen trækker hver sommer publikum fra hele landet til Guldborgsund, og det kan mærkes positivt hos blandt andet restauranter, barer og overnatningssteder rundt om i kommunen. En vinterrevy vil trække flere gæster til området uden for sæsonen, og derfor har Økonomiudvalget i Guldborgsund Kommune valgt at støtte vinterrevyen med 100.000 kroner, lyder begrundelsen for tilskuddet.
Samme udvalg under det tidligere byråd gav også 100.000 til den vinterevy, som i år måtte aflyses.
- Nykøbing Falster Revyen er med til at sætte Guldborgsund og Lolland-Falster på Danmarkskortet inden for kulturens verden, og vi ved, at flere af de gæster, der kommer udefra, bruger revyen som anledning til at blive nogle dage i området. Derfor er den slags begivenheder med til at sikre omsætning rundt om i hele kommunen, også uden for sommersæsonen, siger borgmester Simon Hansen (S).
- Ved at støtte en vinterrevy, giver vi også vores egne borgere flere muligheder for gode oplevelser hele året rundt” siger borgmesteren.
I følge revydirektør Mickey Pless betyder Guldborgsund Kommunes opbakning til Nykøbing Falster Revyen meget.
- Der er langt fra alle mine kolleger rundt om i Danmark som mærker samme opbakning, som vi gør her. I Guldborgsund kan man se perspektivet i, hvad en revy kan tilføre området ud over selve kulturoplevelsen, siger Mickey Pless.
Han glæder sig til at give tilbage ved at sikre kulturturister – også om vinteren.
- Vi kunne se ved billetsalget til den vinterrevy, vi måtte opgive, at mange af dem, der kommer om sommeren, også ville se vinterrevyen. Dermed kan en vinterrevy tilføre en masse til området, fremfor kun at sprede det antal gæster, vi har om sommeren. Og allerede nu er turistbusselskaberne ved at røre på sig i forhold til den kommende vinterrevy, siger Mickey Pless.
Vinterrevyens revyhold består udover kapelmester og direktør Mickey Pless af Jan Schou, Leif Maibom og Rikke Buch Bendtsen. Premieren er sat til 19. januar 2023.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet