Kommune vil have borgerne i gang
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Ambition: I år 2025 er mindst 75 procent af borgerne i Guldborgsund Kommune idrætsaktive, og mindst 50 procent er med i en idrætsforening.
Guldborgsund Kommune er blevet udvalgt som en af 15 kommuner, der skal være visionskommune inden for idræt og motion. Det er DGI og DIF, der står bag projektet "Visionskommune - bevæg dig for livet, og som har peget på Guldborgsund, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Vi er naturligvis stolte af, at DGI og DIF peger på os som visionskommune, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at leve op til det. Vi er meget ambitiøse på vores borgeres og kommunes vegne, og jeg tror, at det har spillet ind på, at vi er blevet valgt, siger Martin Lohse, formand for Kultur, Fritid og Bosætningsudvalget i Guldborgsund Kommune.
Per Nedergaard Rasmussen, der er leder af den kommunale enhed i "Bevæg dig for livet", siger om valget af Guldborgsund Kommune:
- Vi ser store perspektiver i at udbygge det arbejde, der allerede er i gang i Guldborgsund. Kommunens strategiske arbejde for bedre sundhed og mere lighed i sundhed er præcis det, vi ønsker at fremme i Bevæg dig for livet. Vi håber på at kunne finde en aftale, hvor vi kan bygge videre på det arbejde både i og uden for foreningslivet, siger Per Nedergaard Rasmussen.
Ambitionen for idrætsområdet i Guldborgsund Kommune er meget klar: I år 2025 er mindst 75 procent af borgerne i Guldborgsund Kommune idrætsaktive, og mindst 50 procent er med i en idrætsforening.
- For os er det vigtigt, at borgerne er aktive hele livet - både fordi det er sjovt at dyrke motion og bevæge sig, men ikke mindst fordi motion og idræt gør, at man også på sigt klarer sig langt bedre, fordi man holdt sig i gang hele livet, siger Martin Lohse.
Udvælgelsen er første skridt til at lave en endelig aftale om at blive visionskommune. Nu venter der et stort arbejde, hvor DGI/DIF og Guldborgsund Kommune i fællesskab skal finde ud af, hvilke indsatser der skal prioriteres og på hvilke områder.
Planen er, at det arbejde går i gang nu, så den endelige aftale er på plads senest til nytår. Aftalen om visionskommunen løber frem til 2024. Økonomien skal med i budgetforhandlingerne og oplægget er, at Guldborgsund Kommune årligt afsætter 800.000 kroner til lokale indsatser inden for alle forvaltningsområder, ligesom DGI/DIF og Guldborgsund Kommune hver især afsætter 250.000 kroner årligt til en projektleder.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde