Kommune vil nu bekæmpe giftig plante

Den giftige plante bjørneklo har igennem flere år bredt sig i Guldborgsund, og nu har kommunen sat gang i bekæmpelsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ind over cykelstier og fortove hænger de karakteristiske grønne blade, der mest af alt ligner en, ja, bjørneklo.

Det har igennem længere tid fået borgere til at advare hinanden, så børn og hunde ikke kom i nærkontakt med den giftige plante. Og nu har Guldborgsund Kommunes driftsafdeling sat gang i et forsøg på at slå den ned. I første omgang prioriterer man gå- og cykelstier og boldbaner.

Det oplyser kommunen på sin Facebookside.

- Vi har allerede været rundt rigtigt mange steder, men da planterne skal rodstikkes flere gange, før de dør, så kan der gå noget tid, før de helt forsvinder, lyder det.

Bjørnekloen har bredt sig over Guldborgsund. Foto: Guldborgsund Kommune

Arbejdet har været i gang siden marts, og det bliver prioriteret over hele kommunen.

- Da vi har en meget stor geografi, så kan de ikke nå alle steder i år. Derfor er det primært prioriteret at tage dem, der er tæt på de steder, hvor vi færdes – for eksempel ved gå- og cykelstier og boldbaner.

Bekæmpelsen har allerede fundet sted ved Den blå bro i Sundby, Kettingevej, Østersøvej, Elkenøre Øvej og Stubbekøbing Boldklub.

Kommunen oplyser, at borgere på opfordring har taget Giv et praj-app'en til sig i forhold til at melde de bjørneklo-ramte områder ind. Det kommer til gavn nu.

Planen skal rodskæres af flere omgange, før den bekæmpes et sted. Så det kommer til at tage tid at komme bjørneklo til livs. Foto: Guldborgsund Kommune

- Vi har brugt al jeres information til at danne os et overblik over opgaven og planlægge årets indsats. Derfor har vi lige nu ikke brug for, at I sender os flere, oplyser kommunen.

Men planterne vokser ikke kun på kommunale områder. Derfor opfordres private borgere til også at sætte ind over for den invasive plante, hvis man ser den på sin egen grund. Så problemet bliver lidt mindre.