Kommuner får en lavine af nye sager om udsatte børn
Antallet af underretninger i kommunerne om socialt udsatte børn er steget markant fra 2014 til 2015, viser nye tal fra Ankestyrelsen. Foto: Polfoto/Marius Nyheim
Polfoto/Marius Nyheim
Stor vækst, især på Lolland-Falster, i antallet af fagpersoner og borgere, der kontakter kommunerne med bekymring for et barns trivsel.
En lavine af henvendelser fra borgere, der er bekymret for et barns trivsel, ramte sidste år kommunerne landet over.
Ifølge nye tal fra Ankestyrelsen modtog kommunerne i 2015 ikke færre end 96.948 underretninger om udsatte børn, hvilket er en markant stigning i forhold til tidligere år.
I 2014 var der til sammenligning 66.336 underretninger på landsplan.
Den voldsomme stigning får børne- og socialminister Mai Mercado (K) til at indskærpe kommunernes pligt til at reagere på alle de bekymrede henvendelser.
- Det er vigtigt, at kommunerne tager hver eneste underretning med en bekymring meget alvorligt. Når et barn har brug for hjælp, skal kommunen reagere hurtigt og følge op, siger hun i en pressemeddelelse.
De fleste underretninger kommer fra skolerne, men også sundhedsvæsnet og opkald fra almindelige borgere fylder godt i opkaldsstatistikken.
Dog er der fra kommune til kommune stor forskel på antallet af underretninger.
Flest indberetninger per 1000 børn har Lolland, Guldborgsund og Vesthimmerland Kommune, mens Hørsholm, Vallensbæk og Lejre Kommune har færrest.
De 96.948 underretninger omhandler i alt 58.616 børn.
I to tredjedele af sagerne modtog kommunerne kun en enkelt indberetning om barnet, mens kommunerne blev underrettet om den sidste tredjedel i to eller flere tilfælde.
I Dansk Socialrådgiverforening kommer stigningen ikke bag på Mads Bilstrup, formand for foreningens Region Nord.
Her mærker socialrådgiverne ifølge Bilstrup tydeligt, at der er blevet større opmærksomhed på, hvordan børn har det.
- Tidligere var der en tendens til, at man kun gik til kommunen, hvis man var sikker i sin sag. I dag reagerer flere, hvis de har en mistanke, siger han.
- Men hellere en underretning for meget end en for lidt, siger Mads Bilstrup.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde