Kongelig Kickoff: Dukkede højst uventet op

Jan Astorri fra Horbelev spillede i 1989 fodbold med kronprins Frederik i et skandinavisk stævne i San Francisco. Privatfoto

Jan Astorri glemmer nok aldrig de fodboldkampe, han spillede i San Francisco den 14. maj 1989. Han er en af de læsere, der har skrevet til Folketidende om sit royale minde.

Offentliggjort Sidst opdateret

Én ting var sikkert for danskerne, da de stod i Golden Gate Park i San Francisco i 1989, inden opgørets start.

"Vi skal ikke tabe til svenskerne."

På holdet var danskere, der boede i området. En af dem var Jan Astorri, der kommer fra Horbelev, en anden var en helt særlig spiller i hvid T-shirt med Danmark indprentet på brystet: Kronprins Frederik, Danmarks kommende konge.

- Han var ikke så god teknisk, men var virkelig med. Han kæmpede og fightede. Vi spøgte undervejs om, at det var vigtigt, at vi vandt, og det var han med på, fortæller Jan Astorri, der i dag bor i Norge.

Artiklen fortsætter under faktaboksen...

Royale minder

Har du hilst på dronningen? Fået taget et billede med kronprinsesse Mary? Løbet med kronprins Frederik? Eller er du måske blevet gift, døbt eller andet mindeværdigt samme dag som nogle af de kongelige? Eller har du andre sjove, spændende eller interessante personlige oplevelser eller anekdoter med medlemmer af det danske kongehus?

Så vil Folketidende gerne høre fra dig.

Du kan skrive til os på mailadressen: nyhedsdesk@folketidende.dk

Og da kampen var slut, stod danskerne sejrrige tilbage. 2-0 eller 3-0 vandt Jan Astorri, Kronprins Frederik og de andre spillere over svenskerne

Fra vinskole til grønsvær

I 1987 rejste Jan Astorri til Amerika for at være au pair. I den første tid var han hos en familie i Sacramento, men senere kom han til en anden familie i San Francisco.

Tiden gik blandt andet sammen med andre danskere i området og med fodbold, som han spillede på serieniveau i The Bay Area.

Med den danske ambassade som primus motor og den svenske og norske ambassade som medarrangør blev der inviteret til skandinavisk fodboldopgør. Jan Astorri kunne selvfølgelig ikke sige nej til det tilbud.

Inden dommeren fløjtede første kamp i gang, og mens spillerne varmede op, kom han - den kommende konge, dengang en ung mand på vinskole. I et halvt år var han i lære som vinmager hos vinbonden Robert Mondavi i Nappa Valley. Men en af dagene tog han altså fra vindistriktet til parken i San Francisco.

- Han var en totalt jordnær og varm person, som var ægte interesseret i, hvem man var, hvad man lavede, og hvad man syntes om at være ung mand i huset. Når du har et sådant møde med en kongelig person, tænker du ikke over, at han skulle blive konge. Han var stadig ung, men han var så jovial, så frisk i kommentarerne, fotæller Jan Astorri.

Selvom den kommende konge ikke kom på måltavlen, endte danskerne med både at slå arvefjenderne fra Sverige og de norske vikinger 3-1.

Og ifølge Jan Astorri kan vi "være meget stolte over at få en så jordnær og engageret konge nu på søndag."