Sanktioner på russisk stål kan give lange leveringstider på stål, og det kan presse tidsplanen for Storstrømsbroen yderligere, frygter projektchef på byggeriet, Niels Gottlieb. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Projektchef for byggeriet af Storstrømsbroen, Niels Gottlieb, giver en status for det store anlægsprojekt.
NORDFALSTER: Byggeriet af Storstrømsbroen er i fuld gang. Første spadestik til den 4 km lange bro mellem Falster og Masnedø blev taget i september 2018.
Tidsplanen har været rykket flere gange undervejs, siden anlægsloven om en ny Storstrømsbro og nedrivning af den gamle bro fra 1937 blev vedtaget tilbage i maj 2015.
Oprindeligt skulle broen stå klar i 2022, men ifølge den senest reviderede tidsplan fra Vejdirektoratet, som er bygherre, forventes broen at åbne for biltrafik ultimo 2025 og togtrafik i starten af 2027.
- Langt den voldsomste påvirkning i forhold til skredet i tidsplanen er faktisk hele corona-situationen. Det har kostet meget tid. De store forme, vi bruger til at støbe broelementerne, skulle komme fra Kina, men lige da corona startede, så blev leverancerne forsinket, fordi man stoppede al produktion i Kina i fire-fem måneder, siger Niels Gottlieb, projektchef for byggeriet.
- Derudover kommer entreprenøren Storstrøm Bridge Joint Venture (SBJV) fra Italien, nærmere bestemt Milano-området, som var hårdt ramt af corona, så vi havde folk, der tog hjem til deres familie og døende forældre, og i det hele taget skabte corona-situationen en mangel på entusiasme i en periode, fortsætter Niels Gottlieb.
Annonce
Derudover blev man i december 2021 nødt til at hæve et 1.800 ton tungt betonfundament, som ellers var blevet placeret på havbunden, da fundamentet ikke var tilstrækkeligt jævnt.
Den nye Storstrømsbro markeret med rød linje for biltrafik og mørkeblå for togtrafik bliver opført lige vest for den gamle Storstrømsbro, som rives ned, når den nye er klar.Vejdirektoratet
Internationalt snit
- Det er selvfølgelig træls at se tidsplanen skride, specielt fordi vi i Vejdirektoratet plejer at kunne levere projekterne til tiden, men ellers er det et spændende projekt at være en del af. Det er imponerende, når man står ved siden af og ser, hvor stort det er, siger Niels Gottlieb.
Han har været projektchef på byggeriet hele vejen igennem, og han har før arbejdet på store motorvejsprojekter med broer, men ikke i denne størrelsesorden.
- Det er helt anderledes bare i kraft af det internationale snit, projektet har, fordi der er mange fra hele verden, der arbejder på projektet, men også fordi, at det ikke kun i Danmark er en stor bro, også på verdensplan er det et stort brobyggeri, siger Niels Gottlieb.
Den nye Storstrømsbro bliver Danmarks tredjestørste bro. Pylonen bliver 102 meter høj, og broen kommer til at rumme dobbeltsporet jernbane, to vejbaner og gang- og cykelsti.
Den ny Storstrømsbro
- Storstrømsbroen kommer til at bestå af en dobbeltsporet jernbane- og vejbro med cykel- og gangsti.
- Broen er en såkaldt skråstagsbro ligesom Øresundsbroen og Farøbroerne, hvor brodækket er direkte hængt op imellem pylonen og brodækket.
- Pylonen bliver 102 meter høj, og gennemsejlingshøjden bliver 26 meter.
- Broen bliver cirka 4 km lang og 24 meter bred.
Stål fra Rusland
Nu, hvor Rusland er i færd med en invasion af Ukraine, frygter Niels Gottlieb, at det kan forsinke byggeriet nok en gang.
EU har nedlagt forbud mod import af stålprodukter fra Rusland, og til byggeriet af Storstrømsbroen skal der bruges store mængder stål, og en del af den stål kommer fra Rusland og Ukraine.
- Det er ikke utænkeligt, at hvis det fortsætter, kan det forsinke projektet. I øjeblikket ser vi stigende priser, og det næste bliver, at leveringstiderne også bliver ændret, siger Niels Gottlieb.
Annonce
I øjeblikket ser vi stigende priser på stål, og det næste bliver, at leveringstiderne også bliver ændret.
Niel Gottlieb, projektchef for byggeriet af Storstrømsbroen
Præcis hvor meget af stålet til Storstrømsbroen, der kommer fra Rusland, kan han ikke sige, men stålet kommer også bl.a. fra Polen og Tyskland.
Det totale budget for byggeriet og nedrivning af den gamle Storstrømsbro med indregnede reserver og med prisjusteringer er ifølge Niels Gottlieb på cirka 4,5 mia. kr.
Storstrømsbroen bliver opført som en såkaldt skråstagsbro ligesom Farøbroerne og Øresundsbroen.Vejdirektoratet
Bygger fra begge sider
For at sætte mere turbo på byggeriet er entreprenøren begyndt at bygge fra både Masnedø- og Falster-siden på samme tid.
- Det gør, at man ikke på samme måde risikerer at gå i stå, hvis man støder på en forhindring det ene sted. Så har man den anden ende at bygge på i stedet. Så derfor er der investeret i ekstra montageudstyr, der skal bruges til at montere elementerne i hver ende, fortæller Niels Gottlieb.
- De første to brofag, altså dem fra pille til pille, på 160 meter på hver side bliver bygget på stedet, og der er vi meget langt med den ovre på Falster. Der er det næsten færdigstøbt det hele. Her på Masnedø har vi etableret de to piller og mangler så at lave brodækket ovenpå, fortsætter han.
På Falstersiden er det ottende fundament netop blevet sat sænket ned på bunden. I alt skal der sættes 40 ud på den måde. Derudover skal der støbes 44 brofag på hver 73 meter i længden. Det er stykket mellem pillerne, hvor vej og jernbane er. Her er det allerførste brofag lige blevet færdigt.
Fra Falster-siden begynder den nye Storstrømsbro for alvor at tage form. De to første brofag på 160 meter ved hver kyst bliver bygget på stedet. Resten produceres på Masnedø og sejles ud. Foto: Jan KnudsenJan Knudsen
Pres på arbejdskraft
Lige nu er der dagligt lidt over 400 bygningsarbejdere på byggepladsen. Derudover er der 120-130 funktionærer på projektet.
Niels Gottlieb vurderer, at cirka 80 procent af de ansatte er fra udlandet. Blandt bygningsarbejderne er der primært mange rumænere, italienere og portugisere
Annonce
Ligesom i hele byggebranchen mærker man også på Storstrømsbro-projektet manglen på arbejdskraft.
- Entreprenøren mærker det ved, at der er konkurrence, og at det er svært at få folk. Lige nu er der de folk, der skal bruges, men der er også en hurtigere udskiftning af folk, for Femern-projektet trækker også de samme type medarbejdere til, fortæller Niels Gottlieb.
En stor milepæl i 2022 bliver, når det første brofag skal hejses på plads.
- Der skal lige være klar ude på vandet til, at det kan blive løftet på plads, min forventning er, at det sker til efteråret, siger Niels Gottlieb.
Den nye Storstrømsbro får gang- og cykelsti og også en bredere kørebane end den gamle bro.Vejdirektoratet