Kritiske over for bevaring af Storstrømsbro
Arkivfoto. Foto: Anders Knudsen.
Anders Knudsen.
Bevaring af Storstrømsbro møder modstand fra lokale politikere.
Politikere fra Vordingborg Kommune kritiserer nu Kjeld Kürsteins forslag om at bevare Storstrømsbroen i stedet for at rive den ned.
Kjeld Kürstein, der kommer fra Nykøbing, udtalte i sidste uge til Folketidende, at han meget gerne ser broen bevaret, da han synes, det er et fantastisk bygningsværk.
Men borgmesteren i Vordingborg, Knud Larsen (V), er ikke begejstret for forslaget.
-Det vil være uansvarligt, hvis Vordingborg Kommune går ind i kampen for at bevare den gamle Storstrømsbro. Det kan ende med på både kort og langt sigt at medføre rigtigt mange forpligtelser og udgifter for kommunen, siger han i en pressemeddelelse.
Han ønsker dermed, at broen skal rives ned som planlagt. Bevares broen skal den også vedligeholdes, så den er i forsvarlig stand for folk der færdes over og under broen.
For eksempel har Søfartsstyrelsen flere gange udstukket forbud mod at sejle gennem broens sidefag, da der har været fare for nedfald af betonstykker.
LÆS OGSÅ: Storstrømsbro som turistattraktion
Også gruppeformændene i henholdsvis Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, Poul A. Larsen og Heino Hahn er enige med Vordingborgs borgmester om, at broen skal rives ned.
Ifølge Sjællandske er folketingsmedlem Karsten Nonbo (V) dog positivt stemt over for en bevaring af broen, og han vil derfor torsdag fremføre forslaget om en bevaring, når Folketinget skal behandle lovforslaget om en ny bro over Storstrømmen.
Da Folketidende i sidste uge skrev om sagen, fik det flere til at kommentere og give deres mening til kende på både folketidende.dk og på Folketidendes Facebook-side.
Af kommentarerne fremgår det, at de fleste af læserne forholder sig overvejende negativt til forslaget om at bevare Storstrømsbroen. Flere udviser skepsis over for de udgifter, der vil være i forbindelse med en vedligeholdelse af broen.
Nogle er dog også positive og forslår, at broen i fremtiden kun skal anvendes som en gang- og cykelbro.
Kjeld Kürstein har oprettet Facebook-gruppen ”Bevar Storstrømsbroen” i håb om, at Storstrømsbroen kan laves om til en ”kulturstrømsbro” med et overdække i stil med det, der findes på kunstmuseet ARoS i Aarhus.
Facebook-gruppen har i skrivende stund 256 synes-godt-om-tilkendegivelser.
Se Facebook-gruppen her: Bevar Storstrømsbroen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde