Landets største virksomheder får igen og igen bøder for arbejdsulykker
arkiv. Foto: Polfoto/Joachim Adrian
/ritzau/Joachim Adrian
Virksomheder som Arla, Novozymes og metrobyggeren Copenhagen Metro Team har flere gange fået den højeste straf for at udsætte sine medarbejdere for fare.
Flere store danske virksomheder er blandt de 20 virksomheder, der over de seneste fire år har fået flest bøder for sjusk med sikkerheden.
De fik fra 2013 til 2016 bøder for 9,2 millioner kroner viser en stor kortlægning, som Ugebrevet A4 har foretaget - via aktindsigt - af 1.627 bøder.
Den samlede regning til virksomhederne lød på 70 millioner kroner.
- Den her liste over de 20 virksomheder er tragisk. Det er ærgerligt, at der er flere virksomheder, som får flere bøder. Det handler jo ikke bare om penge, det handler om mennesker. Alle brud på arbejdsmiljø-lovgivningen skal tages alvorligt, siger arbejdsmiljøpolitisk chef hos fagforbundet 3F, Ulla Sørensen til Ugebrevet A4.
Det er alvorligt, når virksomheder gentagne gange får bøder for usikkert arbejdsmiljø. Det fastslår virksomhedernes repræsentant, Dansk Arbejdsgiverforening.
- Virksomheder skal overholde arbejdsmiljølovgivningen uanset størrelse og branche. Punktum. Gentagne overtrædelser af lovgivningen er en skærpende omstændighed, som også kan udløse højere bøder, siger arbejdsmiljøchef i Dansk Arbejdsgiverforening, Christina Sode Haslund til Ugebrevet A4.
Bøder for sjusk med sikkerheden, er den hårdeste straf en virksomhed kan få og ligger trinnet over, at en arbejdsplads bliver lukket ned af Arbejdstilsynet eller får et påbud om at få bragt for eksempel et stillads i orden.
Den mest straffede virksomhed for dårligt arbejdsmiljø er Copenhagen Metro Team (CMT), der er hovedentreprenør på byggeriet af metroen i København. CMT har fået 35 bøder i perioden 2013 til 2016. De næste på listen blandt andre Arla Foods har til sammenligning fået syv bøder.
Faglig sekretær Elo Hansen fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening følger metrobyggeriet tæt.
- Det er meget frustrerende og beskæmmende for et projekt som cityringen (den igangværende del af metrobyggeriet, red.), at sikkerheden bare ikke er orden. Travlhed er ikke en undskyldning for at gå ned på sikkerhed, siger Elo Hansen.
Underdirektør Sigurd Nissen-Petersen fra CMT finder det "beklageligt" og "utilfredsstillende", at selskabet har fået så mange bøder.
- En ulykke og en bøde er én for meget. Men når det er sagt, så vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi har at gøre med et byggeri uden sidestykke i Danmark, hvor arbejdsmiljø-arbejdet hele tiden er en udfordring. Vi har kulturelle udfordringer, vi har sproglige udfordringer, vi har 24 forskellige nationaliteter på 23 forskellige pladser, hvilket gør, at vi konstant skal holde fokus på vores arbejdsmiljøarbejde, som vi har gjort det de seneste år, siger Sigurd Nissen-Petersen, der tilføjer, at ulykkerne er faldet fra 2015 til 2016 på metrobyggeriets byggepladser.
En af de store virksomheder på Top-20 over mest straffede er Novozymes, der blandt andet producerer enzymer.
Novozymes har over fire år fået seks bøder blandt andet i forbindelse med ulykker, hvor ansatte er blevet forbrændt eller skoldet.
- Arbejdsmiljø og sikkerhed er utrolig vigtigt for os. Derfor arbejder vi for, at Novozymes skal blive en endnu mere sikker arbejdsplads, og her i 2017 har vi færre arbejdsulykker end nogensinde før, skriver Marianne Frydendahl, direktør med ansvar for kvalitet, miljø og arbejdsmiljø.
Mælkekoncernen Arla Foods er også at finde på Top-20 med i alt syv bøder. Bøderne dækker blandt andet over ulykker, hvor én ansat har fået brud på begge ankler, en anden er kommet alvorligt til skade på en gaffeltruck, og en tredje er blevet ramt af syreholdig væske.
- Hos Arla prioriterer vi arbejdsmiljøet meget højt, og vi er kede af hver eneste af de arbejdsulykker, der er sket på vores driftssteder.
Med 7.500 medarbejdere i Danmark fordelt på 32 driftssteder, bærer vi et stort ansvar for at opretholde et sikkert arbejdsmiljø, skriver Arlas direktør med ansvar for kvalitet og sikkerhed, Karin Bjarlin Udby.
På Top-20 over virksomheder, der har fået flest bøder, er stort set kun store virksomheder. Hovedparten har mindst 200 ansatte.
Virksomheder med mange ansatte og aktiviteter er naturligt nok mere i farezonen for, at der sker flere fejl og ulykker end i små virksomheder.
Men det friholder på ingen måde de store virksomheder for at lægge sig i selen for arbejdsmiljøet. Det mener Ejner K. Holst, som er næstformand i LO-fagbevægelsen.
- Det er altid meget alvorligt, når virksomheder sløser med sikkerheden, og i en sådan grad at de igen og igen får bøder. Det er mennesker, vi taler om. Det skal være sådan, at når man går på arbejde om morgenen, skal man også være sikker på at kunne komme hel og frisk hjem til sin familie og børn om aftenen,« siger Ejner K. Holst.
Blandt de bøder, som A4's kortlægning bygger på, vil der være nogle, hvor virksomheden er sluppet for bøden. Der er nemlig tale om bødeforlæg, som virksomhederne kan gøre indsigelse mod i retssager.
Du kan se Ugebrevet A4's interaktive kort over virksomhederne her