Landsbyildsjæl fra Falster vinder årets Landdistriktspris

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter uddelte onsdag årets landdistriktspriser. Årets ildsjæl 2014 blev Kirsten Hobolt Høegh-Andersen, der brænder for udviklingen af landsbyerne på Falster.
Foruden den fornemme pris til Kirsten Høegh-Andersen blev årets iværksætter også udnævnt. Det blev bornholmske Esben Nielsen, der producerer droner til foto- og videooptagelser.
 
De glade vindere af årets landdistriktspriser blev kåret til ministeriets Landdistriktskonference på Sørup Herregaard. Her kunne formanden for dommerkomiteen, kunstneren Malene Lunden, annoncere vinderne af Årets Ildsjæl og Årets Iværksætter, hvorefter landdistriktsminister Carsten Hansen overrakte prisen de til de stolte vindere.
- Det er priser, som jeg er meget glad for at kunne uddele, fordi de netop anerkender og skaber fokus på det store arbejde, som lokale ildsjæle og lokale iværksættere hver dag løfter for at bidrage til udviklingen i de danske landdistrikter. De inspirerer og motiverer alle os andre til at arbejde endnu mere målrettet for at skabe arbejdspladser og attraktive levevilkår i landdistrikterne, sagde Carsten Hansen
 
Brændende landsbyildsjæl fra Falster
Årets ildsjæl blev Kirsten Hobolt Høegh-Andersen, som er bestyrelsesformand i paraplyorganisationen ’Landsbyerne i Falsters Hjerte’. Hun har gennem foreningen kæmpet for at gøre Midtfalster til et attraktivt sted at bo og bosætte sig. Hun er derudover også bosætningsambassadør for Guldborgsund Kommune og hjælper tilflyttere til at finde bolig og falde til på Falster,

- Åets ildsjæl i Region Sjælland er en aktiv og idérig formand, der også tager rundt i landet for at fortælle gode historier om Falster. Hun har med stor energi og engagement arbejdet for at bevare de små landsbysamfund på Midtfalster, sagde formand for dommerpanelet, Malene Lundén fra Samsø, i sin begrundelse.
 
Det var tredje år i træk, at Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter uddelte landdistriktspriserne.

 

 

Foto: Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter

Først blev Kirsten Høegh-Andersen fra Nordfalster Regions Sjællands Ildsjæl. Nu kan hun bryste sig af Danmarks Ildsjæl.

Offentliggjort Sidst opdateret